Endnu et år er gået - heldigvis

Endnu et år er gået, og efter et hurtigt tilbageblik er konklusionen, at det på mange måder har været et katastrofalt år for patienterne.

Regionerne pressede Folketinget til i november 2008 at suspendere loven om udvidet frit sygehusvalg frem til d. 1. juli 2009, for, som det hed, gennem udbudsaftaler at få afviklet de lange ventelister, som konflikten på sundhedsområdet havde medført.

De indgåede aftaler endte med et sundhedsvæsen på discount, hvor private hospitaler og klinikker blev presset ud i prisaftaler, som på ingen måder var rentable, hvorfor man med rette kunne frygte for patientsikkerheden.

Ventelisterne er ikke forsvundet – nærmest tværtimod. Når nu de indædte ideologiske modstandere af patienters ret til selv at vælge behandlingssted ikke helt kunne få afskaffet loven, synes det som om, at et nyt ”våben” blev taget i brug. Ventetiden på forundersøgelse er på en lang række områder steget eksplosivt i løbet af 2009. Uden forundersøgelse og diagnose er der ikke ret til udvidet frit sygehusvalg.

Politisk er der rejst forslag om en forundersøgelsesgaranti på en måned – altså i lighed med behandlingsgarantien, hvilket vil være en stor fordel for patienterne, der ellers risikerer at blive syltet i måneds- ja endda årevis, inden de får stillet en diagnose.

Reformer påkrævet
Hårdt presset af medierne og Patientforeningen har landets sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen (K), lavet en kulegravning af vagtlægesystemet, der gang på gang har været udstillet som mangelfuldt med fatale fejl til følge. Rapporten så endelig dagens lys umiddelbart før jul, og regionerne var ikke sene til at udlægge resultatet som en blåstempling af vagtlægeordningen, selvom den med al tydelighed anskueliggjorde et akut behov for forbedringer.

Selvsamme minister lovede også helt tilbage i 2008, at vi skulle have reformeret klagesystemet. Et løfte, vi gentagne gange i det forgangne år har holdt ministeren op på, hvilket har resulteret i et udspil fra regeringen om at samle de to klageinstanser, Patientforsikringen og Patientklagenævnet, i et patientombud, som skal ledes af en Patientombudsmand.

Udspillet er at stikke fejlbehandlede patienter blår i øjnene. Det vil være utrolig naivt at tro, at en Patientombudsmand, i lighed med Forbrugerombudsmanden, på eget initiativ vil rejse sager af principiel karakter, hvis de i forvejen er afgjort af egne embedsmænd.

En kontinuerlig stigning i antallet af indrapporterede ”utilsigtede hændelser” i behandlingssystemet får tilsyneladende hverken minister eller regioner til at ryste på hænderne. I den ene selvrygklappende brugertilfredshedsundersøgelse efter den anden hævdes det ofte, at vi er på vej mod regeringens erklærede mål om verdens bedste sundhedsvæsen. Til disse undersøgelser er der kun at sige, at som man spørger, får man svar!

Under de netop overståede forhandlinger mellem regioner og privathospitalerne om de fremtidige takster for behandling under loven om udvidet frit sygehusvalg fik loven endnu et skud for boven af regionernes formand, Bent Hansen (S), der truede med at afskaffe loven. Den stærkt ideologiske Bent Hansen har tilsyneladende fået noget, der mest af alt minder om storhedsvanvid oven på valgsejren til regionsrådsvalget. Det er ikke op til ham at afskaffe en lov – det er Folketingets opgave. Heldigvis for patienterne lykkedes det ham da heller ikke at presse hverken regering eller Folketing til en så ulyksalig beslutning. En ny prisaftale blev indgået, så patienterne kan blive behandlet på et privathospital, når de offentlige sygehuse ikke kan tilbyde behandling inden en måned efter, at behandlingskrævende sygdom er konstateret.

Så langt så godt. Som tidligere nævnt er det nu i den udredende fase, patienterne obstrueres i at søge den lovsikrede ret til udvidet frit sygehusvalg. Tankevækkende er det også, at patienter har ret til frit sygehusvalg fra dag ét – altså forudsat der vælges et offentligt sygehus, hvilket pudsigt nok også gælder forundersøgelsen. En underlig form for politisk favorisering af offentlig virksomhed, der i forvejen er forgyldt af bloktilskud til bygning, drift og vedligeholdelse m.m. Som om det ikke var nok, så kan de offentlige sygehuse indkøbe eksempelvis en scanner 20 procent billigere end et privathospital, der modsat de offentlige skal betale moms.

Retten til grænseoverskridende behandling
Inden for EU har patienter ret til at søge behandling i et andet land under reglen om fri patientmobilitet, som heller ikke anerkendes af regionerne, der raskt væk afviser at betale patientens udgift, selvom der gennem de sidste 11 år er afsagt en række kendelser ved EF-domstolen, der alle giver sagsøgeren ret til refusion af behandlingsudgiften. Arbejdet med at få vedtaget et nyt direktiv, der klart stipulerer, hvilke rettigheder og muligheder borgerne har, er faldet til jorden, da der ikke kunne opnås enighed om direktivets indhold.

Igen har de ideologiske modstandere af patienters ret til selv at vælge det behandlingssted, de har mest tillid til, været langt fremme på banen og krævet, at et nyt direktiv skulle indeholde et krav om forhåndsgodkendelse fra hjemlandet, inden der søges grænseoverskridende behandling.

Set ud fra patienternes synspunkt er det imidlertid en fordel, at der hidtil ikke har kunnet opnås enighed om teksten til et nyt direktiv. Derved er det nemlig nugældende regler om fri udveksling af serviceydelser, der er gældende. De afsagte domme ved EF-domstolen har da også understreget, at der ikke skal foreligge en forhåndsgodkendelse, men en forhåndsorientering fra patienten til de hjemlige myndigheder om, at man agter at modtage behandling i et andet EU-land.

End ikke når danske læger har opgivet behandling af eksempelvis terminalt syge kræftpatienter, vil regionerne betale for behandlingen, som i mange dokumenterede eksempler har været helbredende eller livsforlængende. Derfor er Patientforeningen i fuld gang med at samle sager, der efter al sandsynlighed også ender for EF-domstolen, for ad den vej at få afsagt principielle domme, der viser, at danskere har de samme rettigheder som andre EU-borgere.

Paranoiaen vil ingen ende tage
Privathospitalerne, der med ca. 3-4 procent af den samlede mængde behandlinger er et godt supplement til et ineffektivt og administrativt dårligt ledet offentligt behandlingssystem, får drøje og ikke særligt velargumenterede hug i en ideologisk debat, hvor formålet ene og alene synes at være at komme dette ”uvæsen” til livs.

Bent Hansen er for nylig atter citeret for, at det er stærkt bekymrende, at de private hospitaler ”stjæler” lægerne fra de ”stakkels” offentlige sygehuse, hvorfor deres ekspertise ikke kommer til gavn for den brede befolkning. Patientforeningens fhv. formand, Erik Bach, har i en kommentar til udtalelsen spurgt om, hvorfor privathospitalerne ikke må komme selvsamme brede befolkning til gode? Svaret blæser endnu i vinden. Faktum er dog, at lægerne flygter fra de ineffektive og dårligt ledede offentlige sygehuse – ikke alene pga. lønnen, men nok så meget pga. ønsket om ordentlige arbejdsvilkår.

Overbetaling på offentlige sygehuse
De Økonomiske Råds vismænd har i noget, der mest af alt minder om politisk bestillingsarbejde konkluderet, at privathospitalerne under blå stues ledelse har modtaget systematisk overbetaling for de behandlinger, de udfører på det offentliges regning, hvilket bruges i debatten som bevis for, at privathospitalerne bør afskaffes ved lov.

Værst er det dog, at regionerne gennem de afholdte udbudsrunder netop sparer store summer ved at sende patienterne på privathospital i stedet for at benytte eksempelvis naboregionens offentlige sygehuse, hvor behandlingen beviseligt er meget dyrere. Regionerne har kendt til dette forhold i et års tid, erkender Bent Hansen, uden at der er skredet ind over for den massive overbetaling i de offentlige sygehuses egne rækker.

Patientforeningen har i den anledning tilskrevet de selvsamme vismænd, som kritiserer afregningstaksterne til de private aktører, for ad den vej at få en kommentar til den urimelige favorisering af offentlige sygehuse, hvilket er afvist med en arrogant kommentar om, at det er de ikke blevet bedt om politisk. Dermed er deres egen troværdighed sat over styr.

Folk forsikrer sig som aldrig før
Forsikringsselskaber holder via sundhedsforsikringer gang i privathospitalerne og er dermed årsag til en skævvridning i samfundet, mener modstanderne. Også skattefordelen for virksomheder, der tilbyder medarbejderne en sundhedsforsikring, får hyppige skud for boven. Senest så vi stor uenighed blandt rigsrevisorerne om, hvorvidt fradraget koster de offentlige kasser penge eller ej.

Rød stue mente, at fradraget koster staten 1 mia. årligt, mens blå stue var lodret uenig – og det med rette. Patientforeningen har forelagt såvel rigsrevisorer som økonomiske vismænd beregninger, der klart viser, at de offentlige kasser netop sparer ca. det dobbelte, når patienter udnytter deres sundhedsforsikring.

Der er rejst krav om at afskaffe virksomhedernes fradragsret. Ikke nok med det så mener flere modstandere, at sundhedsforsikringer helt skal afskaffes. Hvorfor i alverden dog det? Vi forsikrer villa, Volvo og vovse, hvorfor så ikke os selv og vores forsørgelsesgrundlag, som er alvorlig truet, hvis man må vente på en plads på et offentligt sygehus.

I dag har ca. 900.000 en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, mens andre ca. 800.000 borgere har valgt selv at forsikre sig. Hvorfor synes at være det åbenlyse spørgsmål. Her behøver man ikke at være vismand for at regne svaret ud: Det handler om tillid til et skrantende behandlingssystem!

Det kunne være så godt
I et lille land som Danmark er det uforståeligt, at det skal være nødvendigt med tre politiske instanser: kommuner, regioner og Folketing. Nedlæg regionerne og gør hospitalsbehandling til et statsligt anliggende, hvorved der ikke opstår regionale forskelle i tilbud om behandling.

Indfør reelt frit hospitalsvalg fra dag ét – altså et system, hvor pengene følger patienten i lighed med den franske og tyske model, som i modsætning til det danske sundhedsvæsen ikke efterlader patienterne på endeløse ventelister.