Det danske sundhedsvæsen skal være patienternes sundhedsvæsen, og skal være tilgængeligt for alle – uanset hvor mange ressourcer man har, eller hvor kompliceret ens sygdom er.

Patienterne i det danske sundhedsvæsen har frit valg af sygehus, og kan til enhver tid vælge frit mellem behandling på alle offentlige sygehuse i landet. Som patient kan man således søge derhen, hvor ventetiden er kortest.

Endelig har det udvidede frie sygehusvalg givet alle patienter mulighed for at vælge behandling på privathospital, hvis ventetiden i det offentlige overstiger en måned. I en tid med mangel på personalemæssige og økonomiske ressourcer har den udvidede fritvalgs-ordning som model for arbejdsdelingen mellem offentlig og privat imidlertid vist sig både dyr og uhensigtsmæssig.

Problemer med den nuværende model

De seneste års vækst i forbruget på privathospitaler har afsløret flere uhensigtsmæssigheder med det udvidede frie sygehusvalg i sin nuværende udformning. Først og fremmest har afregningen til de private sygehuse været for høj – ifølge flere undersøgelser op mod 25-30%. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at det offentlige siden 2002 har betalt en overpris på 463 mio. kr. for behandling på private sygehuse.

Det har betydet, at de private sygehuse og klinikker har kunnet give højere lønninger og tiltrække kvalificeret personale fra det offentlige, der igen har haft sværere ved at opfylde behandlingsfristerne, og må købe flere ydelser hos de private. Det udvidede frie sygehusvalg i sin nuværende form dræner således de offentlige sygehuse for både penge og personale.

Også set fra patienternes synsvinkel er der problemer med den nuværende model. For det første er den med til at skævvride sundhedssektoren, fordi ordningen favoriserer de kirurgiske patienter på bekostning af f.eks. de mange ældre medicinske patienter. For det andet virker ordningen socialt skævt, fordi de med længere uddannelse er bedre til at gøre brug af tilbuddene.

Bedre ressourceudnyttelse og prioritering

Fra regionernes side ønsker vi ikke at afskaffe det udvidede frie valg. Tværtimod vil vi styrke ordningen ved at sikre, at den samlede kapacitet i sundhedsvæsenet udnyttes bedst muligt. Og det gælder både den offentlige og private kapacitet. Regionerne er også parate til at give de private sygehuse og klinikker en rolle, især på de områder de er bedst til, f.eks. planlagt ambulant kirurgi og billeddiagnostik.

Der er imidlertid ikke noget lægefagligt der tilsiger, at det for alle diagnoser er en fordel at blive behandlet inden for én måned. Tværtimod har mange patienter gavn af at forberede sig på operationen, f.eks. gennem motion, kostomlægning og rygestop. Dette bakkes op af Lægeforeningen, der foreslår en behandlingsfrist på nul til tre måneder afhængig af sygdommens alvor.

Også Danske Regioner foreslår en model med behandlingsfrister på én og tre måneder, der kombinerer patienternes valgfrihed med den nødvendige prioritering. Udbudsrunder og strategiske samarbejder med de private sygehuse skal sikre, at pengene udnyttes bedst muligt og dermed giver mere sundhed for pengene. Flere regioner har her under den midlertidige suspension af det udvidede frie sygehusvalg arbejdet med sådanne modeller, og erfaringerne er gode.

Endelig har regionale borger-topmøder i efteråret 2008 vist, at der er folkelig opbakning til at opdele ventelisterne alt efter hvem der har størst behov.

Fra regionernes side ønsker vi derfor en fremtidig arbejdsdeling, hvor de offentlige hospitaler varetager den højt specialiserede behandling, den akutte behandling og behandlingen af de mest syge patienter. Kapaciteten i det private sundhedsvæsen skal derimod udnyttes på de områder, hvor de er gode (f.eks. ambulant kirurgi og billeddiagnostik), og hvor kapaciteten i det offentlige ikke slår til – gerne i strategiske samarbejder.

Men prisfastsættelsen bør afspejle en fair afregning, og derfor bør offentligt udbudte ydelser være en del af en fremtidig arbejdsdeling.

Afslutning

Valgfrihed i sundhedsvæsenet er et vigtigt element i ambitionen om patienternes sundhedsvæsen. Målsætningen må derfor fortsat være, at patienterne hurtigt bliver undersøgt og informeres om de forskellige valgmuligheder for behandling, hvad enten det er i offentligt eller privat regi.