Professionelt og med hjerte

Som en del af deres speciallæge-uddannelse lærer praktiserende læger om kommunikation og kropssprog. Ifølge skuespiller Peter Hartmann, som underviser lægerne, er de mere end interesserede i at blive bedre til at opnå god kontakt til patienterne.

Af journalist Lise Evald Hansen (DJ)

”Jeg kan mærke, de er hele mennesker”, fortæller Peter Hartmann. ”Der er både hjerte og hjerne. I princippet kunne en computer jo stille diagnosen – det er mennesket indeni lægen, der gør forskellen”.

Igennem de seneste 1½ år har Peter Hartmann undervist de praktiserende læger i at være faglige og menneskelige på samme tid. Det startede med en aftale om at optræde som ”bøllepatient” i de rollespil, der var med til at gøre dem klogere på rollen som læge. Men da Peter Hartmann lever af at gøre mennesker opmærksomme på de signaler, de sender med kroppen, kunne han ikke lade være med at give lægerne feedback på deres reaktioner i rollespillene. Og så var vejen mod decideret undervisning i kunsten at opnå god kontakt lagt.

”Noget af det, vi taler om, er, hvornår lægerne skal være faglige, og hvornår de skal være menneskelige. En læge kan jo også blive personligt irriteret, og så er det efter min mening en del af deres professionalisering at blive opmærksom på det og have redskaber til at tackle det”, siger Peter Hartmann.

Tidspres og tidsrøvere
På kurset bliver lægerne klogere ved at prøve sig selv af i helt dagligdags situationer. Hvor skal lægen for eksempel sidde i rummet for at virke åbne overfor patienten? Hvad er for tæt på - og hvad er for langt væk?

”En af lægerne plejede at sidde fast bag skrivebordet og holdt af at skrive journalen, mens patienten stadig var i rummet. Vi fik os en snak om, at det selvfølgelig er en del af lægens opgave at skrive journal, men at det måske ikke er en dum idé at bruge de første minutter af konsultationen til at lytte til patienten. På den måde føler patienten sig set og hørt, og samtidig giver det jo faktisk lægen en bedre idé om, hvad det er, der skal skrives. Jeg tror, alle deltagere kunne se, at der var meget at hente ved at være opmærksom på de signaler, patienten i stolen overfor sendte”.

Rigtig mange læger har svært ved at tackle tidspresset i konsultationerne, fortæller Peter Hartmann. På en almindelig dag er der mellem 7 og 10 minutter til hver patient, og mange læger møder ”langsomme” patienter, som liiige har et symptom mere. Her er lægerne delt mellem kravet om hurtighed og deres ønske om at hjælpe:

”Vi træner det, jeg kalder bestemt høflighed: Det forstår jeg godt, Fru Hansen, men der er et venteværelse fyldt af patienter, så jeg må bede dig bestille en ny tid. Min tilgang til det her er jo skuespillerens; der skal handling til, før det rykker. Derfor træner vi også situationerne rent fysisk. Hvordan får man de tidsrøvende patienter ud og bestille en ny tid? Følg dem hen til døren, siger jeg så. En af lægerne kunne simpelthen ikke rejse sig op, kroppen nægtede at gøre det. Så kommandere jeg ham til det. Inden han tog hjem igen, havde han prøvet at rejse sig og følge en fiktiv patient til døren 10 gange og var derfor blevet tryg ved situationen”.

Lægen er sparringspartner
Koordinator af undervisningen er læge Bo Gerdes. Han underviser lægerne i kommunikation og har selv 15 års erfaring som praktiserende læge. Han oplever, at lægens rolle har ændret sig meget gennem de seneste årtier:

”Når patienterne kommer i konsultationen i dag, har de selv læst en masse og søgt på internettet. Jeg bliver mere brugt som sparringspartner. Det er godt og spændende, synes jeg – nu er det ikke kun mig, der har ansvaret, patienten tager også en del af det. Jeg oplever, at folk er meget tillidsfulde og stiller relevante spørgsmål”.

Den nye lægerolle stiller også nye krav. Derfor er der stigende fokus på kommunikation på lægeuddannelsen, fortæller Bo Gerdes. Og hans oplevelse er, at de fleste studerende vælger netop lægestudiet på grund af en interesse for mennesker. Det samme ser Peter Hartmann hos sine kursister:

”Der er ingen på kurserne, der ikke vil være empatiske, tvært imod. De fleste synes nærmere, de er for dårlige til det. Læger er jo sindsygt bevidste om at være faglige. Jeg prøver at få dem til først at kigge på patienterne fagligt - og så kigge på dem med hjertet. At få dem til at forstå, at de kan gå langt med empatien uden at slippe deres faglighed. Jeg vil gerne have dem til at overveje, hvad det er, de vil have med hjem fra en arbejdsdag. Penge og patientens overlevelse kan jo gøres fra hovedet, men hvis lægen personligt vil have noget ud af det, så skal følelserne med på arbejde”.