Den lå ellers lige til venstrebenet
Af Finn Lange, Helsinge
Af Finn Lange, Helsinge
Når jeg har brugt ovenstående fodboldudtryk til at beskrive et operations og behandlingsforløb for at få en kunstig hofte, er det nok lidt galgenhumoristisk idet jeg, hvis man kan tale om jeg er ”noget”, nok er højrebenet.
Det er i hvert fald sikkert, at i dette mit første større møde med det offentlige sundhedsvæsen og dets tilknyttede institutioner, endte næsten alt ved ” Det forkerte ben” og forhåbentlig er der langt imellem, at patienter løber ind i en så forfejlet, klumpe dumpe agtig, langsommelig og arrogant behandling som den, der blev mig til del, både hvad angår hospitalsforløbet, men specielt hvad angår forløbet gennem patientforsikring og patientklagenævnet og det sidste forekommer mig egentlig at være det mest betænkelige.
Det hele startede i efteråret 2004. Jeg havde i længere tid lidt af slidgigt i venstre hofte, så efter et besøg hos lægen og en røntgenfotografering, blev det besluttet, at jeg skulle have udskiftet hofteleddet. Lægen spurgte om jeg havde nogen præferencer med hensyn til hospital, det havde jeg ikke, så da Amager hospital kun havde en ventetid på 6 uger valgte jeg det og blev indskrevet til operation d. 13. december 2004.
Inden operationen blev jeg sammen med andre ligestillede indkaldt til hospitalet, hvor en sygeplejerske fortalte os om forløbet, hvordan det ville foregå, hvor længe det forventedes at vare osv. alt sammen ok, så mandag d. 13. kl. 10.30 mødte jeg, blev gjort klar til operation som foregik ved middagstid og tog et par timer, hvorefter jeg blev kørt på ”opvågningsstue”, jeg var dog vågen, idet operationen foregik ved rygmarvsbedøvelse, og da der efter en times tid blev småt med pladsen på opvågningsstuen, blev jeg kørt ind på min stue.
I starten kunne jeg selvfølgelig ikke mærke noget, idet jeg stadig var bedøvet fra midjen og ned, men i løbet af en times tid begyndte jeg at få smerter som, selv om de gav mig smertestillende medicin, hurtigt blev værre, og på et tidspunkt bad jeg en sygeplejerske om at lægge en pude under mit opererede ben i håb om, at det ville lindre. Så snart hun begyndte at løfte benet, gjorde det imidlertid så ondt, at jeg besvimede og først kom til mig selv, da en læge og en sygeplejerske holdt mig i armene og målte blodtryk, som var over 200 og puls der kun var 40 (hørte jeg dem sige).
Det var hurtigt klart, at noget var helt galt, specielt da lægen konstaterede at mine ben ikke var lige lange, og man besluttede, at jeg skulle ned til røntgen for at få taget et billede af hoften. Man fyldte noget mere smertestillende medicin på mig (som dog kun havde ringe effekt) og efter at have ligget i 2 timer kom jeg så ned til røntgen, hvor de beslutsomt halede mig fra sengen og over på røntgen lejet. At jeg ikke besvimede igen må skyldes, at jeg allerede var hærdet, det var i hvert fald en hårdhændet behandling, som jeg senere erfarede slet ikke var nødvendig, idet man sagtens kan tage billeder i sengen.
Billederne viste, at hofte lejet var trukket af led, så der var sket følgende: Man havde givet mig en ny hofte på operationslejet, hvorefter jeg var blevet flyttet over i en seng, hvorved hoften var trukket af led. Der fandtes simpelthen ikke andre forklaringer. Jeg havde været vågen under hele forløbet, og det eneste tidspunkt man havde bugseret med mig var på operationsstuen, og da jeg ikke selv kunne bevæge mig og ingen andre havde rørt mig, måtte det jo forholde sig sådan. At lægerne efterfølgende bedyrede at noget sådant ikke var tilfældet, kan jeg kun tilskrive en manglende fornemmelse for logisk tænkning.
Nå, jeg måtte jo have hoften på plads, så efter endnu et par timer blev jeg flyttet ned til et for rum til operationsstuen, blev lagt i narkose og så hev de ellers i benet til det sad rigtigt, hvorefter jeg blev kørt tilbage på stuen. Efter den behandling måtte de selvfølgelig fortsætte med smertestillende medicin, som dog ikke havde effekt nok til, at jeg rigtigt fik sovet den nat. Hele benet svulmede også ret kraftigt op, endda helt ud i foden, så den genoptræning som egentlig skulle være startet dagen efter operationen blev udsat til dagen efter, dog ikke på min foranledning, og jeg fik da også lov at sidde lidt op i sengen, det var da altid noget.
Den efterfølgende dag kom der så en fysioterapeut, og jeg begyndte at stavre lidt rundt, først ved hjælp af en såkaldt ”Talerstol” senere med krykker. Terapeuten var der nu ikke så længe, men jeg fik at vide, hvordan jeg skulle bevæge mig, og hvad jeg ikke måtte, så kunne jeg jo selv træne. Jeg fik dog besked på foreløbig at tage den med ro p.g.a. det opsvulmede ben, men fik dog listet lidt rundt i løbet af dagen.
Samme dag fik jeg ny nabo på stuen, en ældre mand, temmelig udtæret og misrøgtet at se på. Hvad han fejlede ved jeg ikke, men som jeg forstod det var han blevet indlagt efter at være faldet, uden der dog var synlige men. Desværre fejlede han også andet, idet han med korte mellemrum hele døgnet rundt hostede, spyttede og brækkede sig, så han konstant måtte have spand og spytbakke ved siden af sig. Manden var såmænd flink nok, men når man skulle prøve at restituere sig efter en operation og sove om natten, var det et meget skidt naboskab, jeg spurgte derfor efter at have hørt på ham et par nætter, om der ikke var mulighed for at flytte ham på enestue i stedet for den firemandsstue, vi var på. Jeg havde gået lidt rundt på afdelingen og mente nok, det kunne arrangeres, men nej det kunne der ikke være tale om. I stedet fik jeg et par ørepropper udleveret.
Jeg takkede ærbødigst.
Før mit ophold på Amager hospital havde jeg to gange været indlagt for operationer, men begge gange på privathospitaler. Først på Mermaid hospitalet, Danmarks første privathospital, hvor jeg blev opereret i ryggen efter at have tumlet rundt i det offentlige system i nogle måneder, uden at de fandt ud af noget som helst, og nogle år efter på et lille privathospital i Fuengirola, Spanien hvor jeg fik fjernet en blindtarm med en stor kræftknude i, efter at være blevet syg under en ferietur.
Begge disse steder havde jeg fået en fortrinlig behandling, så det var noget af en omvæltning at komme til et overfyldt hospital, hvor personalet som regel først viste sig på stuen, når man havde ringet efter dem, sommetider flere gange, tilsyneladende hele tiden bestod af nye mennesker og med en besynderlig kaotisk form for planlægning, eller mangel på samme. Et godt eksempel på dette var en ung mand, der kom ind til os fredag morgen kl.8, hvor han fik anvist en tom seng, som han i øvrigt ikke havde brug for, idet han kun skulle have foretaget en mindre operation af en finger, noget som ville tage 20-30 minutter, så nu ventede han bare på at de fik tid. Efter seks timer, kl. 2 om eftermiddagen fik han besked på, at de ikke nåede det i dag så han skulle komme igen dagen efter altså lørdag, hvilket han så gjorde.
Lørdag kl. 8 stillede det håbefulde unge menneske på stuen igen og begyndte at vente. Kl. 13.30 hentede de ham, og efter en lille halv time var han tilbage igen efter overstået behandling. Nå, sagde jeg til ham, så kan du endelig komme hjem. Næ, sagde han, for nu skal jeg vente på, at de tager et røntgenbillede for at kontrollere resultatet. OK, han ventede videre, og kl. 19 hentede de ham for røntgen, hvilket tog 10 minutter. Dermed var det dog ikke slut, thi nu skulle han vente på en læge, som skulle meddele ham resultatet af røntgenbilledet. Denne kom kl. 21.30 og meddelte ham kort, at alt var i orden, og at han godt kunne tage hjem. Det unge menneske havde altså opholdt sig på hospitalet i alt nitten en halv time over to dage og beslaglagt en seng for noget, som totalt krævede ca. en halv times behandling. Sådan noget er efter min opfattelse en helt utilstedelig arrogant holdning til andre menneskers tid.
Jeg fortsatte min genoptræning, accompagneret af spyt, harken og hosten men må indrømme, at det var en lettelse, da Marianne efter en uges ophold kunne hente mig. Jeg sad på gangen og ventede på at blive afhentet, men da jeg på et tidspunkt rejste mig, fik jeg en underlig fornemmelse af, at hofteknoglen flyttede sig. Jeg trykkede på den med en knytnæve og mente så, den gik på plads, men var slet ikke sikker på, der overhovedet havde været noget unormalt. Jeg sagde det dog til min fysioterapeut, som lige var på gangen, men hun pålagde mig bare at ringe ind, hvis der blev problemer.
Jeg tog hjem, men allerede næste dag skete det samme igen. Atter trykkede jeg på hoften med en knytnæve og fornemmede, at den gled på plads. Jeg var dog ikke glad for det og ringede til hospitalet, men da der kun var et par dage til jul, gav de mig besked på at komme ind til undersøgelse d. 27 december, hvilket jeg gjorde. I mellemtiden var der dog flere tilfælde, hvor jeg igen følte, jeg måtte presse knoglen på plads. Jeg blev røntgen undersøgt, men de fandt intet, og jeg fik bare besked på, at jeg nok gik lidt forkert på foden og skulle vende tæerne mere ud af og farvel og tak.
Da jeg kom hjem, skulle vi have en kop kaffe, men da jeg efterfølgende rejste mig, gik hoften af led, og denne gang kunne jeg ikke trykke den på plads, og faldt om i sofaen. Det var ikke rart, og nu var der ikke mere at gøre, så Marianne tilkaldte en ambulance. At blive bugseret op fra sofaen over på båren, ud gennem haven og til Hillerød sygehus med hoften af led er en oplevelse man sagtens kan undvære.
Da jeg var kommet ind på sygehuset og havde fået noget morfin, kørte de mig til røntgen og konstaterede, at hoften var gået af led, hvilket jeg godt vidste, men da jeg havde drukket kaffe og spist et par småkager til, kunne de ikke lægge mig i narkose, men gav mig noget de kaldte ”en sjus” noget halvbedøvelse. De prøvede så tre mand høj, om de kunne få knoglen på plads hvilket lykkedes to gang men med det resultat, at den gik af led igen med det samme. Efter dette opgav de heldigvis, for det var sgu ikke nogen fornøjelse, i stedet blev der lagt en blokade i lysken og sammen med noget morfin gav det en nogenlunde rolig nat.
Næste formiddag blev jeg lagt i narkose i sengen og flyttet på operationsbordet, hvor man konstaterede en blod og væskeansamling i hoften på ca. en liter, hvilket havde været årsagen til hofteskredet. Ansamlingen blev fjernet, lårhalsen forlænget med 6mm og det hele syet til igen.
Jeg påbegyndte genoptræningen på hospitalet, men da blodprøverne viste infektion, fik jeg penicillin hvilket afsluttedes ved min udskrivning d. 3. januar, selv om sygeplejersken mente, der var infektion i operationssåret, men en tilkaldt læge affejede det som betydningsløst, og sendte mig hjem.
Da jeg otte dage efter gik til min egen læge for at få taget stingene, konstaterede hun en betydelig infektion og begyndte en ny penicillin kur, som også omfattede et besøg på sygehuset, hvor de egentlig ikke vidste, hvad de skulle gøre ved mig, men gav mig antibiotika som drop og piller og sendte mig hjem dagen efter.
Nu startede der en periode med konstant, men svingende infektion der kom til at vare 8 måneder, hvoraf jeg havde feber i større og mindre grad det meste af tiden. Først gik der 6 uger, med jævnlige besøg af hjemmesygeplejersken, inden operationssåret var groet sammen, men inden de var til ende var jeg startet på at gå til genoptræning, ganske vist med stok og på piller, men jeg var der, og det gik fremad med førligheden dog betydeligt langsommere, end jeg havde håbet. Samtidig gik jeg til kontrol på Hørsholm sygehus, som havde overtaget hofteafdelingen fra Hillerød, og det blev en endeløs række af besøg, blodprøver, recepter og samtaler, men sikkert var det, at hvis jeg stoppede med at tage antibiotika steg infektions - tallet øjeblikkelig.
I sommeren 2005, altså efter et halvt års tid, havde jeg i noget omfang genoptaget golfspillet, som jeg nødigt undværer, men der var stadig infektion og smerter og Hørsholm sygehus var så småt ved at opgive mig og ville indstille mig til operation igen, denne gang dog med et ret langvarigt forløb idet tanken var, at fjerne implantatet, ilægge noget bakteriedræbende ” Cement” i 4 – 6 uger indtil infektionen var væk og derefter give mig en ny hofte.
Samtidig havde en af mine bekendte fra golfklubben, overlæge Michael Tvede fra Rigshospitalet, fortalt mig, at han mente en flerstrenget skrap antibiotika kur kunne løse problemet. Han skrev de fornødne recepter ud, og jeg købte antibiotika for kr. 5.000,- og gik i gang. Kuren skulle vare ca. en måned, og jeg aftalte med Hørsholm, at vi ventede til det var overstået, inden vi tog stilling til operation eller ikke. Jeg fik dog flere og flere smerter, og vi besluttede, at jeg skulle opereres den 28. september.
Dagen før indlæggelsen var jeg på sygehuset for røntgen og blodprøver og mødte så d. 28. om morgenen klar til operation. Da klinikchef Søren Solgård, som jeg kendte fra Hillerød og som skulle operere mig ankom, fortalte han mig, at blodprøven viste, at infektionen tilsyneladende nu var næsten væk, men at den indopererede ”kop”, der skulle holde knoglen, var gået løs. På grund af den langvarige infektion havde den ikke kunnet gro ordentlig fast. Nu var han ikke helt sikker på, hvordan sagen skulle takles, men i samråd besluttede vi, at nu opererede han, og når han var kommet frem til ”åstedet”, kunne vi tale om, hvad der skulle gøres.
Som sagt så gjort, jeg blev gjort klar, spinalbedøvet og Søren gik i gang. Da han var kommet ind til leddet, konstaterede han, at der var tydelige tegn efter infektion, men at den tilsyneladende var ophørt, så i stedet for den langvarige løsning med ”cement m.v.” blev vi enige om, at han rensede stedet godt op og gav mig en ny hofte, og sådan blev det.
Denne gang gik alt fint, og jeg havde fornøjelsen af at være på et pragtfuldt velfungerende sygehus, hvor venlighed og omsorg stadig var i højsædet og behandlingen tålte sammenligning med, hvad man kan opleve i den private sektor. Desværre var det også det eneste sted, hvor dette var tilfældet.
Efter operationen på Hillerød sygehus havde jeg, i øvrigt på opfordring af Søren Solgård, den 2. februar rettet henvendelse til Patientforsikringen vedrørende det hidtidige forløb og sendte dem så den 18. oktober et brev om den nye vending i sagen, og den 21. marts 2006 retter jeg igen henvendelse for at erfare, hvornår jeg kunne forvente sagen færdigbehandlet. Svaret lyder på, at jeg kan forvente afgørelse i maj – juni og d. 28. juni meddeler man mig, at man ikke finder, jeg er berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring og lægger til grund herfor, at årsagen til, at jeg måtte re - opereres den 28. december var en stor blodansamling i hoften, som havde skubbet knoglen af led, og man finder det ikke bevist, at der efterfølgende har været tale om infektion.
At hoften allerede blev trukket af led efter første operation, og at dette havde forårsaget blodansamlingen sprang man let og elegant over ligesom mine utallige besøg og blodprøver på Hørsholm sygehus, der alle havde vist infektion i større eller mindre grad afhængig af den mængde antibiotika, jeg fik, tilsyneladende ikke påvirkede dem.
Sundhedsvæsenets patientklagenævn, som jeg ligeledes havde klaget til, kom frem til samme afgørelse og i begge tilfælde var afgørelserne syltet ind i alenlange beskrivelser af hele forløbet, herunder det betimelige i at give mig en ny hofte og meget andet, medens sagens to væsentlige punkter nemlig: At operationsteamet på Amager sygehus trak min hofte af led, da de flyttede mig fra operationslejet over i sengen og derved skabte grundlaget for de efterfølgende problemer, og at Hillerød sygehus sendte mig hjem efter anden operation med infektion i operationsåret, stort set blev forbigået uden kommentarer. At dette var problemet, forekommer det mig ikke nødvendigt at have en sundhedsfaglig uddannelse for at kunne se, her skulle almindelig logisk tænkning være tilstrækkelig.
Jeg var selvfølgelig både skuffet og vred over afgørelsen, og da jeg fandt ud af, at der var en ankemulighed igennem Patientskadeankenævnet, besluttede jeg øjeblikkeligt at gå videre med sagen, uagtet jeg fik oplyst at kun 10 – 15 % fik medhold og der nok helst skulle være advokat m.v. indblandet for at det kunne lykkes.
Det afskrækkede mig ikke, og den 21. august 2006 skrev jeg til nævnet. Jeg prøvede at gøre sagsforløbet så kort og præcist som muligt samtidig med, at jeg prøvede at fastholde de logiske konsekvenser af hændelsesforløbet. Denne gang lykkedes det endelig, de tidligere afgørelser blev omstødt, og den 15. august 2007, altså godt to et halvt år - efter jeg startede sagen, gav man mig ret og tilkendegav, at jeg skulle have erstatning for 289 dages unødig sygeleje samt mine transport- og medicinudgifter refunderet. At erstatningen, da jeg jo var pensionist og ikke havde haft løntab, kun blev sat til kr. 150,- om dagen og den totale erstatning, skønt jeg kunne dokumentere at have kørt ca. 2000 km. i behandling kun blev på ca. 55.000,- kan jo virke ret latterlig, men jeg fik dog ret selv om det varede længe.
Jeg har ikke problemer med, at man laver fejl på sygehusene, det gør vi alle, men jeg finder det betænkeligt, at klage og ankeinstanserne arbejder så langsomt og dårligt, som tilfældet er. Det er min klare opfattelse, at langt hovedparten af den danske befolkning, hvis de kom ud for et tilfælde som mit, ville give op på halvvejen, og det kan ikke være rimeligt.
Noget andet er, at såvel forsikring som nævn i deres kendelser i den grad lister rundt, som katten om den varme grød, tilsyneladende for ikke at træde lægerne over tæerne. Det virker helt grotesk. Bl.a. skriver Patientskadenævnet, at de finder behandlingen på Amager hospital og Hillerød sygehus har været i overensstemmelse med bedste specialiststandard og med anvendelse af korrekt teknik og metode, uagtet at Amager trak min hofte af led på operationsstuen og Hillerød sendte mig hjem med en alvorlig infektion, som kom til at vare 8 måneder.
Hvis man fjerner alle omsvøb har sagen logisk betragtet været meget enkel. Hvis Amager hospital ikke havde trukket min hofte af led på operationsstuen, ville den i sagens natur ikke skulle sættes på plads igen, der var sikkert ikke opstået den blodansamling, der skubbede hoften af led anden gang. Re - operationen på Hillerød ville ikke have været nødvendig og den dermed forbundne infektion som nødvendiggjorde tredje operation undgået. Altså hele forløbet startede med noget, der i mistænkelig grad lignede en sjuskfejl på Amager Hospitals operationsstue. Noget som efter 2 ½ år endeligt blev erkendt, men dog på en måde så ingen kunne føle sig stødt.
Hele dette forkludrede forløb er blevet behandlet af et antal mennesker i Patientforsikringen, 5 nævnsmedlemmer samt diverse sekretærer i Patientklagenævnet og 7 nævnsmedlemmer med sikkert flere sekretærer i Patientklageankenævnet og sikkert kostet et sekscifret beløb, inden jeg kunne få ret og tilkendt det latterlige beløb af 150 kr. om dagen i 289 dage. I øvrigt har vi et af verdens dyreste sundhedsvæsener. Er det ikke tankevækkende!!
Patientforeningen - Mølleparken 258 - 7190 Billund - Tlf. 60 13 00 12 - eb@patientforeningen.dk