En positiv "offentlig" oplevelse
Af Finn Lange, Helsinge. (Artiklen kan også læses i Den Direkte 0209)
 

Jeg har tidligere, her i bladet beskrevet forløbet da jeg i årene 2004 – 2005 fik udskiftet venstre hofteled, og måtte igennem tre operationer over 10 måneder, inden det lykkedes.

 

Efterfølgende brugte jeg 2 ½ år på at få medhold i, at jeg var fejlbehandlet, så da det nu var højre hofteled`s tur, var jeg selvfølgelig lidt spændt på forløbet, men dog ikke nervøs idet jeg denne gang skulle opereres på Hørsholm sygehus, det samme hospital som havde stået for den 3 operation i første omgang. Ligeledes var operatøren klinikchef Søren Solgård, som jeg gennem det første forløb var kommet til at kende, så alt i alt var jeg fortrøstningsfuld, og havde også under den indledende undersøgelse indvilget i at deltage i et større projekt med en ny type blodfortyndende medicin, et projekt der for mit vedkommende skulle løbe over et par måneder, men alt i alt havde en tidshorisont på en halv snes år.

 

Alt gik planmæssigt

Jeg mødte på hospitalet kl. 7 mandag morgen, og mødte til min overraskelse en gammel bekendt fra lokalsamfundet, som også skulle have ny hofte samme formiddag, endda før mig, så ham trak de af med kl. 8 og mig to timer efter.

 

Operationen startede ca. 10. 45, varede en times tid og gik helt efter planen. Jeg var rygmarvsbedøvet, men havde fået udleveret et par ørepropper og kunne ligge og nyde medbragt afslappende musik under forløbet og et par gange småsludre lidt med Søren Solgård som flittigt arbejdede sig gennem processen.

 

Faktisk ligger man udmærket, de smerter man i lang tid har haft i hofte og knæ mærkes ikke mere, narkosesygeplejersken pusler om en, hvad mere kan man forlange.

 

Kl 12 var jeg tilbage på opvågningsstuen, vinkede til min bekendt, udvekslede lidt snak om operationen, men da hans var forløbet ligeså begivenhedsløs som min, kunne vi hurtigt kaste os over noget mere væsentlig som at hyggesnakke og småflirte lidt med pigerne osv.

 

Samtidig med operationen lægger man et drop ind ved leddet således at der tilføres lidt bedøvelse de første par dage, det gør, at man i realiteten er smertefri gennem forløbet, meget behageligt når jeg sammenligner med min første operation på Amager Hospital for 5 år siden.

 

Kl. 9 om aftenen kom vi op og gik ved hjælp af en såkaldt ” Talerstol” en lille tur, og dagen efter, om tirsdagen travede jeg flittigt rundt på afdelingen, samtidig med at sygeplejersker og ” fysser” udførte deres arbejde med mig.

 

Dagen derpå

Onsdag morgen følte jeg egentlig, at jeg havde det udmærket og spurgte om jeg ikke ligeså godt kunne tage hjem om eftermiddagen, det måtte jeg, hvis en røntgenundersøgelse viste at hoften sad som den skulle og ” fyssen” godkendte min mobilitet.

 

Begge dele var i orden og onsdag eftermiddag tog jeg hjem efter 2 ½ døgns indlæggelse. Jeg” skylder” selvfølgelig stadig et par måneders genoptræning, men det kan jeg nu klare hjemmefra. Et meget tilfredsstillende resultat.

 

Populært sygehus
Hørsholm Sygehus har ingen akut afdeling, men er et behandlingshospital og ligner derved i sin opbygning privathospitalerne. Sygehuset er meget populært hos sine patienter, hvorfor det næsten naturligt, den ene gang efter den anden trues af lukningsrygter. For mig, der har erfaring fra flere private og offentlige hospitaler i ind og udland, forekommer det mig at være særdeles effektivt, veldrevet og med en yderst venlig og hyggelig atmosfære.

 

I Patientforeningen kæmper vi for ligeberettigelse mellem offentlige og private hospitaler, dette arbejde ville være uligt nemmere hvis flere offentlige hospitaler havde mulighed for at yde den omsorg og effektivitet som møder en i Hørsholm.
 
 
 
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk