Patient, læge og sekretær i én og samme person
En aktuel og personlig oplevelse med det danske sundhedsvæsen har inspireret til dette indlæg om systemets utilstrækkelighed, der nødvendiggør, at patienten - udover at være syg - selv må agere læge og journalførende sekretær. Et helt igennem urimeligt ansvar at påføre mennesker, der i forvejen kæmper for at komme på højkant.
Mangel på sundhedspersonale fører til rovdrift på dygtige læger og sygeplejersker, fører efter undertegnedes overbevisning til alt for mange af de såkaldte "utilsigtede hændelser" på landets sygehuse, hvilket bekræftes i den eksplosive stigning i antal af indrapporteringer af f.eks. fejlmedicinering, som sidste år androg godt 6.800 tilfælde. Fra Sundhedsstyrelsen har jeg erfaret, at de faktiske forhold er langt mere skræmmende, da der kønsmæssigt kun indrapporteres ca. 16 procent af alle utilsigtede hændelser, som ganske vist også omfatter fejl "der næsten skete" - et uhyggeligt og skræmmende virkelighedsbillede af hverdagen på de danske sygehuse.
På grund af regionernes smøleri med at få indført elektronisk patientjournalføring og mangel på lægesekretærer, er der efterhånden ophobet sig en bunke på godt 50.000 patientjournaler, der ikke er ajourført, hvilket kan have katastrofale følger for patienten - og i yderste konsekvens medføre dødsfald.
Problematikken starter dog ude ved patienternes første møde med behandlingssystemet - den praktiserende læge, hvilket bringer mig ind på den personlige og aktuelle hændelse, jeg nævnte indledningsvist:
Min hustru fik i 1997 konstateret kronisk myleoid leukæmi (blodkræft), og på det tidspunkt var chancerne for overlevelse ca. 20 procent. Hun gennemgik et meget hårdt og opslidende forløb med knoglemarvstransplantation, tilbagefald og deraf følgende op- og nedture. Min dengang 35-årige hustru nægtede slet og ret at give op. I dag har hun det så godt, som man nu kan have det med en alvorlig kronisk sygdom, takket være en lille pille (Glivec) til den nette sum af 230.000 kroner om året.
Onsdag den 11. februar 2009 bliver hun utilpas og får feber (38,4) - hun er vaccineret for influenza, da enhver form for infektion kan være livstruende for leukæmipatienter. Derfor har hun da også altid penicillin i huset og skal påbegynde en skrap (1 mio. enheder) 10 dages kur, straks efter feber er konstateret, som sagt så gjort.
Fredag er feberen steget og frygten for, at der er tale om RS-Virus, spøger i baghovedet på os begge. RS-Virus er en luftvejsinfektion, som hyppigst ses hos små børn, men min kone, hvis immunforsvar er svækket pga. sygdom og behandling, har før haft denne form for infektion, så vi tog ingen chancer og kontaktede Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet, der straks bad hende gå til egen læge (vi bor i Næstved) for at blive undersøgt.
Hun ringer til den praktiserende læge, der først kan tilse hende kl. 15:00, men i øvrigt ikke turde tage nogen chancer med hendes sygdomsforløb, som det blev udtrykt. Med til historien hører også, at hendes læge i 1997 "overså" den alvorlige sygdom, som blev konstateret ved et årligt rutinetjek på hendes arbejdsplads. Jeg kører hende til lægen på det aftalte tidspunkt, hvor hun til min forfærdelse bliver tilset af en nyuddannet yngre læge, der var ude i sin første praksis.
Lægen konstaterer irritation i halsen og et infektionstal på 125, hvorfor der blev ordineret penicillin (1 mio enheder), en kur hun allerede havde påbegyndt, hvilket lægen indledningsvist var gjort opmærksom på. Selve undersøgelsen forekom i øvrigt overfladisk, idet der godt nok blev lyttet til lungerne men kun via ryggen! Hun blev herefter sendt hjem med beskeden om at fortsætte penicillinkuren og ellers søge vagtlæge, hvis situationen forværres.
Hjemkommet fra konsultationen, uden på nogen måde at være beroliget, satte vi os for at følge temperaturudviklingen nøje - time for time. I takt med at hendes hosten og snøften forværredes, steg temperaturen til 39 grader, hvor den forblev resten af dagen.
I skrivende stund - lørdag formiddag kl. 09:30 - 4 dage efter feberudbruddet er temperaturen faldet til 38,4 grader, men desværre er hendes hoste forværret, og endnu engang breder der sig frygten for, at der er tale om RS-Virus. Igen følger vi udviklingen nøje, og såfremt feberen atter stiger eller ikke falder yderligere, vil vi straks kontakte Rigshospitalet, hvor vi ved, at hun er i gode hænder og føler sig tryg. Vi stoler slet og ret ikke på vagtlægen eller Næstved Sygehus, som på ingen måde kunne hjælpe hende, da sygdommen opstod eller under de efterfølgende tilbagefald.
Den ret så overfladiske konsultation hos egen læge har medført, at hun må gøre sig egne observationer og på baggrund af bitter erfaring med sygdommen selv tage ansvaret for behandling og helbredelse - en helt igennem uacceptabel og uholdbar situation, når man har kronisk leukæmi, og selv den mindste smule feber kan være livstruende.
Dette er som sådan ikke nogen kritik af hendes praktiserende læge, der ligesom andre lægekonsultationer er presset til det yderste pga. lægemangel. det er et ønske om at råbe vagt i gevær for et sundhedsvæsen, hvor patienten bliver et nummer i systemet og selv må tage ansvaret for liv og levned, noget lægerne førhen tog sig af som en selvfølge. I dag står vi derimod med et system, der ikke tilbyder patienterne nærhed og tryghed, hvilket på ingen måde gavner helbredelsesprocessen.
Villy O. Christensen
Bekymret borger og ægtefælle til en leukæmipatient
Patientforeningen - Mølleparken 258 - 7190 Billund - Tlf. 60 13 00 12 - eb@patientforeningen.dk