Af Niels Jørgen Langkilde,
Formand for Patientforeningen
Ambulanceredder Finn Andersen har nogle betragtninger om konkurrence i sundhedssektoren i Børsen den 23. august. Det er svar på mit indlæg samme sted den 17. august.
Modsat Finn Andersen er Patientforeningen meget skeptisk overfor monopoler. Det være sig offentlige eller private. OPP(Offentlig – Privat – Partnerskab) foreslås i stedet af Finn Andersen. Det kan bestemt bruges i en række tilfælde, men det må ikke - som foreslået her - bruges til at stoppe konkurrencen.
Skal det offentlige have udført opgaver, så er det med Patientforeningens øjne bedst, at det offentlige holder sig myndighedsrollen(staten) og bestillerrollen(regionen). Det at udføre opgaven bør være selvejende institutioner eller private, der byder ind med gode og på alle måder rimelige løsninger. Kan disse ikke løfte opgaven, så kan man lave OPP eller en offentlig virksomhed. Det politiske element er at bestemme kvalitetsniveauet for patienterne i udbudsteksten. Der er også muligheden for at droppe alt udbud, men blot fastsætte et offentligt tilskud, hvor patienten så selv vælger løsning. Det kendes f.eks. på hjælpemiddelområdet.
Ved udbud skal regionen bl.a. sikre sig, at flere kan byde. Ellers fungerer konkurrencen ikke. Man skal sikre sig, at de bydende selskaber har viden, økonomi og medarbejdere til at løse opgaven. Regions Syddanmark løste ikke denne del af opgaven på overbevisende måde, men det kan ikke skjules, at der med udbuddet fremkom lavere priser. Det var og er godt for patienterne. At det blev dyrere fra den dag Region Syddanmark overtog opgaven kan heller ikke skjules, men stadig er det billigere, end den tidligere opgaveløser kunne gøre det for.
Jeg var selv med til monopolbruddet i forhold til DR. Den proces tvang TV 2/DANMARK til nytænkning for at få virksomheden til at hænge sammen. Det hed sig at talentmassen ikke var stor nok i Danmark til to tv-kanaler og andet sjov monopollyrik. Men det var den. Og der blev produceret mere, billigere og på mange måder bedre tv efter monopolbruddet på begge kanaler. Seerne kom i centrum. Seertallene blev daglig kost. Evaluering var ikke længere nok fire gange om året. Den samme omhyggelighed i evalueringen mangler vi på sundhedsområdet.
Et generelt løft skete også, da Statens Biltilsyn blev afløst af fri konkurrence: Billigere priser, flere synshaller, bedre service og kortere ventetider. Selv kaffe til kaffen og smil var der råd til.
På telefonområdet gavnede konkurrencen også.
Derfor skal vi have konkurrence på sundhedsområdet.
Mangel på uddannede sundhedspersoner kan dog hæmme konkurrencen ganske alvorligt. I Biossagen - som f. eks. i sagen med udbuddet af de jyske lokalstrækninger på togområdet - var personalemanglen afgørende. Sundhedsområdet mangler reddere, sygeplejersker og læger. Vort sundhedssystem er nu et rationeringssystem, som bruger alt for mange kræfter på at beskytte monopolet og udskyde helbredelsen af en række patienter. Kræfterne skal bruges på hurtigt at gøre noget for patienterne. Det er dem, der skal være i centrum, og det kan en fornuftig konkurrence udløse.
Sluttelig skal oplyse, at Patientforeningen bestemt ikke skal afgøre om Falck har misbrugt sin dominerende stilling. Det skal Konkurrencestyrelsen. Patientforeningen har fået og set mange mærkelige oplysninger om konkurrenceforholdene, og dem går vi ud fra, at Konkurrencestyrelsen også har fået. Vi dømmer ikke Falck. Det er i sidste ende en domsstolsopgave om de skal dømmes/frikendes.