Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Overlæge fik løn for 75 timers overarbejde hver uge i et år

​En overlæge har fået udbetalt løn for overarbejde svarende til 75 timer hver eneste uge i hele 2015.

Den overlæge, du møder på sygehuset, kan være på sin 75. overarbejdstime.


Det er et eksempel hentet fra virkeligheden i Region Midtjylland, hvor manglen på overlæger medfører massivt overarbejde.

TV 2 | ØSTJYLLANDs aktindsigt i Region Midtjyllands lønudbetalinger viser, at der er overlæger, der har arbejdet, hvad svarer til tre fuldtidsstillinger.


En overlæge har fået udbetalt løn for overarbejde svarende til 75 timer hver eneste uge i hele 2015, mens mindst fire overlæger fået udbetalt mere end 1000 overarbejdstimer i 2015.


Hviletidsbestemmelser er brudt

Og i Horsens har en overlæge haft mindst 137 vagter, hvor han i gennemsnit har arbejdet 14 ½ time pr vagt – udover sit faste 37 timers job.


Det er så mange timer, at hviletidsbestemmelserne, der også omfatter overlæger, er brudt, erkender sygehusledelsen i Horsens:


- Vi kan se, at nogle af vores læger - og specielt én læge - har arbejdet så meget, at arbejdsmiljøloven ikke i alle tilfælde har været overholdt, siger Lisbeth Holsteen Jessen, der er sygehusdirektør på Regionshospitalet i Horsens.


Arbejdsmiljøloven har ikke i alle tilfælde været overholdt, siger sygehusdirektør Lisbeth Holsteen Jessen.

Ligesom resten af arbejdsmarkedet er der også krav om hviletid for læger. Altså må læger for eksempel ikke arbejde mere end 48 timer om ugen i en periode på mere end fire måneder, og de skal også overholde 11-timersreglen.

Det betyder, at når læger har haft en vagt, skal de holde 11 timers pause, inden de møder på arbejde igen. Der kan dog være enkelte undtagelser, hvor der kun er krav om otte timers hvile.

Hvordan kan man gå ud til private virksomheder og sige, at de skal overholde reglerne, når man ikke selv gør det?

Niels Jørgen Langkilde, formand for Patientforeningen

De overlæger, der ikke overholder hviletidsbestemmelserne, møder stærk kritik fra Patientforeningen. Her kalder man det grotesk, at det offentlige ikke overholder det offentliges regler.


- Hvordan kan man gå ud til private virksomheder og sige, at de skal overholde reglerne, når man ikke selv gør det? Det offentlige skal være forgangsfolk i at overholde reglerne, siger formand for Patientforeningen, Niels Jørgen Langkilde.


Han frygter, at overarbejdet skader patienterne.


- Jo mere trætte de bliver, jo flere fejl laver de, og vi ønsker ikke fejlbehandlinger. Vi har over en million fejl og utilsigtede hændelser i sundhedssystemet, og vi behøver ikke flere, siger han.


Reglerne skal overholdes

Det er ikke kun de timeopgørelser, som TV 2 | ØSTJYLLAND er i besiddelse af, der viser, at overlægerne arbejder rigtig meget. I Overlægeforeningens egen undersøgelse fra 2014 oplyser lægerne, at de i gennemsnit arbejder over 47 timer om ugen.


- Jeg tror, at vores næste undersøgelse, der kommer her i 2016 vil vise noget meget sammenligneligt. Jeg tror ikke, at vi kan presses til at arbejde mere, men der er heller ikke noget, der tyder på, at det er blevet mindre, siger Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen.

Hun afviser dog, at det går ud over patientsikkerheden ud fra den forventning om, at overlægerne ikke påtager sig mere overarbejde, end de kan klare. Til trods for det, understreger hun, at loven skal overholdes.


En overlæge i Horsens har haft mindst 137 vagter, hvor han i gennemsnit har arbejdet 14 ½ time pr vagt – udover sit faste 37 timers job. 

- Vi skal have et fornuftigt tilbud til alle patienter i hele landet, som ikke bare dækkes af ikke-udhvilede læger, der giver den en ekstra skalle. Det kan man gøre i en begrænset periode, men ikke på den lange bane, siger Anja Mitchell.


Sygehus: Vi vil stramme op

På sygehuset i Horsens forsvarer sygehusdirektør Lisbeth Holsteen Jessen ligeledes patientsikkerheden.

Vi har nogen meget ansvarlige læger, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at patientsikkerheden har været i orden, siger hun.

Alligevel vil sygehuset nu stramme op, så der ikke fremtiden bliver arbejdet så meget, at loven ikke bliver overholdt.


- Vi har taget nogle meget konkrete initiativer, og der gør, at det ikke kommer til at ske i 2017, siger Lisbeth Holsteen Jessen.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra den konkrete overlæge i Horsens, men det har overlægen ikke ønsket at stille op til.


Se indslag fra TV2 her



Sammen står vi stærkere​

​Med et medlemskab i Patientforeningen, arbejder vi for dig, og sikrer dig dine rettigheder, som patient i det danske sygehusvæsen.​

Jo flere vi er, der arbejder for samme sag, jo større er muligheden for at få ændret et system til at være til fordel for syge med patienten i centrum.

Patientforeningen

Telefon 60 39 39 99 - man-fredag kl. 12.00 -20.00

  Send en e-mail