Få danskere gør brug af mulighed for betalt operation i udlandet. Patientorganisationer vil have bedre oplysning
Bent Karkov har gået med briller, siden han var 12 år. For 14 måneder siden begyndte hans syn at blive sløret. Han havde fået øjensygdommen grå stær og skulle derfor have en operation.
Fra en ven havde Bent Karkov hørt, at man i Hamborg kunne blive opereret på få dage, få en bedre operation end i Danmark og ovenikøbet få dele af det finansieret af det danske sundhedsvæsen.
“Nu er det knap et år siden, jeg fik operationen, og det fungerer bare. Det har været en god ting for mig,” siger Bent Karkov, der er 68 år og pensionist.
Han har gjort brug af et såkaldt patientmobilitetsdirektiv fra januar 2014, der giver danske borgere mulighed for at få godtgjort hele eller dele af en operation i udlandet. Det kan man gøre brug af, hvis der er en lang venteliste til operationen i Danmark, eller hvis man vurderer, at man kan få en bedre behandling i Tyskland, Sverige eller et tredje land. I hele 2015 gjorde kun 80 danskere brug af denne mulighed. Men potentialet er meget større, mener patientorganisationer.
“Der er ingen tvivl om, at flere ville gøre brug af det her, hvis de kendte til det,” siger Niels Jørgen Langkilde, formand for Patientforeningen.
Annette Wandel, vicedirektør i Danske Patienter, mener, at potentialet er der for udvalgte grupper:
“Direktivet har særligt potentiale for folk med sjældne sygdomme og folk, der bor i udkantsområderne.”
Dårligt vejledt
Bent Karkovs operation for grå stær i Hamborg kostede 50.000 kroner plus udgifter til transport og de to hotelovernatninger, han havde i forbindelse med operationen.
Fra det danske sundhedsvæsen fik han efterfølgende 7.000 kroner pr. øje.
“Hvis ikke jeg havde fået de penge, var jeg ikke taget afsted,” siger han.
Ifølge Bent Karkov kunne han have fået operationen gratis i Danmark, men så ville han også have risikeret at skulle gå med briller bagefter.
De færreste når dog overhovedet til at overveje at gøre som Bent Karkov. Det er der en åbenlys grund til, mener Niels Jørgen Langkilde.
“Når en patient får at vide, at personen skal vente tre måneder på sin operation, så får de ikke at vide, at de har mulighed for at tage pengene med til et andet land, hvor der måske ikke er ventetid,” siger han.
Hvor ved du det fra?
»Jamen det gør de ikke. De har næsten ikke noget informationsmateriale. Det, de har, er svært at finde, og man skal læse sig igennem en masse tekst selv,” siger Niels Jørgen Langkilde.
Regionerne, som administrerer sundhedsudgifterne, er både dem, der skal informere om muligheden, og samtidig dem, der mister pengene, når patienten vælger at tage dem med til udlandet. Den konstruktion er uholdbar, mener Niels Jørgen Langkilde.
Regionerne er dog ikke forpligtede til at informere patienterne om mulighederne i andre lande. Det ansvar ligger hos det land, hvor man vil opereres. Det kunne Annette Wandel godt tænke sig, blev ændret, så Danmark for eksempel via Styrelsen for Patientsikkerhed forpligtede sig til at hjælpe danske patienter på vej. Niels Jørgen Langkilde formulerer det mere bombastisk:
“Første skridt er oplysning, og de, der oplyser, skal ikke have en egeninteresse i ikke at oplyse. EU har givet nogle muligheder her – det skal borgerne vide.”
Bent Karkov kæmpede længe for at få sine penge fra det offentlige, og der var ifølge ham meget unødvendig ventetid. Der gik fem måneder, før han fik sine penge.
“I dag går det godt. Jeg har lige været til kontrol hos en uvildig øjenlæge. Det var jeg lidt spændt på. Han var imponeret,” siger Bent Karkov.