Endnu et eksempel på at vagtlægens manglende adgang til patientens journal kunnet have medført fatale konsekvenser, som beskrevet i Berlingske Tidende, har afstedkommet en kærkommen reaktion fra PLO, de praktiserende lægers organisation og Danske Regioner, men det er langt fra ambitiøst nok, mener Patientforeningen.
”Selvfølgelig bør vagtlæger have adgang til patientjournalen hos den praktiserende læge, selvom dette kan opfattes som utidig indblanding i den privatpraktiserende læges virksomhed, så må og skal hensynet til enkelte patient tælles højest”, siger Villy O. Christensen, der er formand for Patientforeningen.
Han mener dog ikke den bebudede investering, som ifølge Danske Regioner anslået vil koste et tocifret millionbeløb, er nok:
”Hvis udveksling af patientoplysninger skal indgå i den kulegravning af vagtlægeordningen, som sundhedsministeren har iværksat, så vil det være naturligt og økonomisk fornuftigt samtidig at se på den manglende EPJ (Elektronisk Patient Journalisering/red), som også forhindrer offentlige sygehuses adgang til patienternes journaler, hvis de ikke selv er behandlende sygehus”, siger Villy O. Christensen.
Regioner og sygehusledelser har ofte undskyldt den manglende implementering af EPJ med tekniske vanskeligheder. Den køber Patientforeningen dog ikke:
”Hvis det for eksempel havde været en edb-afdeling i en bankvirksomhed, der ikke magtede at få de forskellige afdelinger til at udveksle oplysninger eller komme i forbindelse med PBS, er jeg 100 procent sikker på at de ansvarlige var blevet fyret på stedet”, siger Villy O. Christensen.