Forbruget af de bredspektrede antibiotika er steget markant og begrundes i en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut delvist med øget aktivitet i sundhedsvæsenet. I løbet af de seneste 10 år er forbruget af de nyere, bredspektrede antibiotika steget med 321% på de danske sygehuse.
”Det er givetvis rigtigt at stigning i aktivitet på sygehusene bærer en del af skylden for stigningen, men også gentagne beretninger om dårlig hygiejne og rengøring på de offentlige sygehus må tilskrives en del af skylden. Hvis hygiejne og rengøring ikke er i orden, så stiger risikoen for infektion, hvilket igen medfører øget forbrug af antibiotika.” påpeger Patientforeningens formand, Villy O. Christensen i en kommentar til DANMAP-rapporten, der er offentliggjort i dag.
Patientforeningen tror dog ikke sjusket eller mangelfuld hygiejne og rengøring alene forklarer stigningen, der altså også medfører øget forekomst af resistente bakterier:
”Jeg tror, at en del af forklaringen skal findes i mediernes stigende interesse for forholdene på landets sygehuse, hvor sundhedspersonalet muligvis føler sig presset til at bruge antibiotika som forebyggelse, for ikke senere at se sig selv, afdelingen eller sygehuset på forsiden af landets aviser – eller for den sags skyld at ende op som del af en patientklagesag”, siger Villy O. Christensen.
Læs pressemeddelelsen Stigende brug af bredspektrede antibiotika(pdf)