Regionsformand Carl Holst (V) lyver, når han til Ritzau udtaler, at det pga. Sundhedsstyrelsens forhøjede volumenkrav ikke er muligt at opretholde samarbejdet med det private Hjertecenter Varde og Region Syddanmark, mener Patientforeningen.
Et flertal i regionsrådet besluttede i aftes at ophæve samarbejdet med Hjertecenter Varde allerede ved udgangen af 2010, selvom Sundhedsstyrelsen havde åbnet mulighed for at fortsætte et formaliseret til og med 2011.
Det får nu Patientforeningen til at beskylde regionsrådsformanden for at lyve, når han siger at det er Sundhedsstyrelsen, der bremser for en forlængelse af den mangeårige aftale:
”Sundhedsstyrelsen har i et svar på en henvendelse fra regionen svaret, at det er muligt at forlænge samarbejdet frem til udgangen af 2011, hvorfor vi finder det besynderligt, at Carl Holst siger, at dette ikke er muligt”, siger Patientforeningens formand, Villy O. Christensen i en umiddelbar kommentar.
Patientforeningen havde forud for gårdsdagens møde dels bedt Sundhedsstyrelsen om dokumentation for det forhøjede volumenkrav og dels et møde med Carl Holst for at tale patienternes sag. Sidstnævnte har skriftligt svaret, at han skam gerne vil drøfte sagen med foreningen, men ville gerne afvente styrelsens svar.
Svaret tikkede ind på Villy O. Christensens mail i aftes kl. 19:00.
”Jeg undrer mig meget over det sene svar fra Sundhedsstyrelsen, som umuliggjorde det for os at tale patienternes sag overfor Region Syddanmark”, siger Villy O. Christensen.
Han mener, at det forhøjede volumenkrav er fagligt udokumenteret og påpeger, at hvis disse skulle indføres i eksempelvis USA, ville 80-85 procent af de amerikanske hjerteafdelinger skulle nedlægges.