Det er det rene vanvid, når Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), kræver loft over antallet af behandlinger, der udføres på privathospitaler, under henvisning til at det ødelægger de offentlige sygehuses produktivitet, mener Patientforeningen.
”I stedet for den evindelige ideologiske kamp mod privathospitaler, der rent faktisk udfører en stor samfundsmæssig opgave ved at fjerne patienterne fra de endeløse ventelister på offentlige sygehuse, burde han faktisk klappe i hænderne over, at privatejede hospitaler og klinikker er med til at rette op på et stærkt skrantende behandlingssystem”, siger Patientforeningens formand, Villy O. Christensen.
Patientforeningen ser udspillet fra Danske Regioner som et udtryk for afmagt, idet det ikke lykkedes dem at få afskaffet det udvidede frie sygehusvalg:
”Hvis regionerne med Bent Hansen i spidsen kiggede indad i stedet for konstant at angribe andre, ville de sikkert opdage, at de offentlige sygehuses utilstrækkelighed netop er årsagen til private hospitaler og klinikkers succes. Vi ønsker bestemt heller ikke sundhedsvæsenet privatiseret men hilser alle tiltag og hjælpende hænder velkomne, når det handler om patienters rettigheder og muligheder – og det skal Bent Hansens udslidte ideologi ikke bremse”, siger Villy O. Christensen.
Bent Hansens seneste udspil er derfor i direkte modspil med samfundsudviklingen og befolkningens holdning, mener formanden for Patientforeningen:
”Vi lever i et land, hvor der pr. tradition er højt til loftet, men Bent Hansen ønsker åbenbart ikke, at patienter skal tilgodeses med relevant og rettidig behandling, inden sygdom og lidelser ødelægger helbred og privatøkonomi. Det virker som om, at kun politik og økonomi skal bestemme, hvor og hvornår en patient behandles”, slutter Villy O. Christensen.