Danske Patienter - en organisation uden reelt bagland

Den selvbestaltede paraplyorganisation Danske Patienter, som er stiftet af 14 store og små patientforeninger, skulle ifølge intentionerne spille en vigtig og afgørende rolle i sundhedsdebatten, men stik imod intentionerne har de tværtimod udstillet sig selv som en handlingslammet organisation uden berettigelse, mener Patientforeningen.

 

Patientforeningen blander sig nu i debatten om Danske Patienter, der igen står uden formand, efter Pia Christmas Møller er gået i protest over at have fået mundkurv på i forbindelse med debatten om offentlig kontra privat behandling.

 

”Det er en forventelig konklusion som Pia Christmas Møller drager, når man tænker på, at hun i 2001 som konservativ var med til at indføre det udvidede frie sygehusvalg og efterfølgende i 2007 stemte for nedsættelse af ventetidsgarantien til en måned. Ved genindførslen af det udvidede frie sygehusvalg pr. 1. juli 2009 udtalte organisationens direktør, Morten Freil, at denne er rigid – en udtalelse som straks blev undsagt af en af de store medlemsforeninger. Gigtforeningens vicedirektør udtalte i den forbindelse at hensynet til medlemmernes smerter må og skal komme forud for økonomi og politik”, siger Patientforeningens formand, Villy O. Christensen.

 

Patientforeningen kan på ingen måde se berettigelsen af en organisation, der på ingen måde tager sig af individuelle spørgsmål fra patienter, som har relevante spørgsmål om forløb, rettigheder og muligheder:

 

”Organisationen dræner medlemsforeningerne for midler – herunder Kræftens Bekæmpelse der alene bidrager til driften med 1 mio. kroner årligt. Resultatet er politikkataloger, høringssvar og andre indspil som reelt set ingen indflydelse har på den førte sundhedspolitik”, siger Villy O. Christensen.

 

Også Danske Patienters tidligere formand, Torben Lund, går i rette med organisationen, der blandt medlemsforeningernes ledelse har flere fremtrædende regionsrådspolitikere, som har en åbenlys anden dagsorden end den der tjener patienterne bedst.

 

Som formand i en seriøst arbejdende patientforening vil jeg aldrig kunne arbejde under vilkår, der er begrænset af baglandets politiske tilhørsforhold, økonomisk afhængighed af donationer fra private virksomheder eller anden form for topstyring, der sættes højere end hensynet til det enkelte medlem, som har brug for råd og vejledning”, slutter Villy O. Christensen.

For yderligere kommentarer kontakt venligst Patientforeningens formand, Villy O. Christensen, på telefon 60 13 00 12
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk