Der var én, der var to, der var tre - der døde
Berlingske Tidendes artikelserie "I lægens hænder" har afdækket svigt ikke kun i vagtlægesystemet men i hele akutberedskabet. Politikere og læger nærmest snubler over hinanden i bebudelse af en gennemgående kulegravning, men Patientforeningen savner handling bag ordene.
  
Først berettede Berlingske Tidende om 14 måneder gamle Christian, som døde efter kontakt med ikke mindre end 11 læger. Så var det 16-årige Dennis, der døde af meningitis, efter vagtlægens telefoniske råd om Panodil og koldt omslag. Senest kan vi så i dag læse om lille Silke på kun to år, der dør som følge af det, som forældrene opfatter som lægesvigt.
 
Skal man dømme ud fra alle de henvendelser som Berlingske, TV2 og Patientforeningen har modtaget ovenpå artikler og TV-indslag, så er det kun toppen af isbjerget, der er kommet for dagens lys, mener Patientforeningen:
 
"Selvom det er ret så rystende læsning, Berlingske Tidende serverer for læserne, så er det vigtigt vi får sat fokus på et længe kendt problem, som udstiller et utidssvarende og utilstrækkeligt akutberedskab, som ene og alene styres af penge - patienterne fylder uendelig lidt i såvel debat som system", siger Patientforeningens formand, Villy O. Christensen.
 
Formanden hentyder til, at befolkningen gennem lang tid primært har hørt om "syge", "patienter" og mennesker med "behov for behandling":
 
"Der er ingen tvivl om at Christian, Dennis og Silke kan være med til at åbne øjnene for et tiltagende problem, hvor eksempelvis vagtlæger belønnes for at afslutte konsultationen via telefon og ikke ved en personlig konsultation, som muligvis i de tre nævnte sager kunne have medført, at de alle tre havde været i live i dag", siger Villy O. Christensen.
 
Patientforeningen mener, at der vaskes hænder som aldrig før, og politikere nærmest snubler over hinanden i at fremføre kravet om en kulegravning af hele akutberedskabet:
 
"Jeg synes faktisk, det er at slå plat på dybt tragiske hændelser og svigt i systemet, når politikerne én efter én kræver en tilbundsgående undersøgelse midt i Folketingets sommerferie. Endnu er det kun tomme løfter, der flyver rundt i debatten. Det minder i skræmmende grad om sidste års løfter om en kulegravning af patientklagesystemet, som ligeledes blev fremsat under sommerferien - til dags dato har vi ikke set noget som helst, der sikrer patienternes retsstilling", siger formanden.
 
I følge Patientforeningen er den aktuelle problematik alt for vigtig til at sylte yderligere, da det ikke er noget nyt, at akutberedskabet fejler.
 
"Vi frygter at centralisering af skadestuer, mangel på læger og midler kommer til at medføre et stigende antal dødsfald. Hvor mange lig skal der på bordet, før systemet reagerer og gør noget ved det?", spørger Villy O. Christensen, der altså gerne vil have øjeblikkelig handling bag ordene fra de ansvarlige.

Kontakt venligst Villy O. Christensen, formand for Patientforeningen, på telefon 60 22 15 55 eller via e-mail voc@patientforeningen.dk for yderligere kommentarer.
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk