Er vismandsrapporten politisk bestillingsarbejde?
Dugfriske opgørelser viser, at 1,7 mio. danskere har en sundhedsforsikring fordelt med 900.000 arbejdsgiverbetalte og 800.000 privattegnede, men hvorfor har de egentlig det?
Når virksomheder tilbyder deres ansatte en sundhedsforsikring, opnår de et skattefradrag, men det er ikke det væsentligste – de får syge medarbejdere hurtigere tilbage på arbejdspladsen.
Helt anderledes ser det ud, når man som privatperson tegner en sundhedsforsikring. Der er en underlig form for diskrimination, som gør, at de ikke opnår samme fradragsret for præmien. Hvorfor vælger de så at forsikre sig for noget, som bude være en selvfølge: mulighed for relevant og rettidig behandling?
Tilliden er væk
Tilliden til det offentlige behandlingssystem er slet og ret væk må være den logiske konklusion, når man vælger at forsikre sig ud af et smertehelvede og en lidet fristende plads i en endeløs kø på forundersøgelse og efterfølgende behandling inden for det offentlige sundhedsvæsen, der gang på gang udstiller egen utilstrækkelighed.
Nå man tegner en forsikring, er det ikke, fordi man håber at få brug for den, men den er pokkers god at have, hvis og når uheldet er ude. Sådan er det også med sundhedsforsikringer. Ingen har lyst til at vente i uge-, måneds- eller årevis på hverken undersøgelse eller behandling.
Sundhedsforsikringer er ikke skævvridende
Modstandere af sundhedsforsikringer hævder ofte, at de er skævvridende og med til at dele befolkningen op i A og B-hold, hvor det kun er de rige, og de, der gennem deres arbejde, er så heldige at blive tilbudt en sundhedsforsikring.
Den ofte politisk og ideologisk fremsatte påstand om, at sundhedsforsikringer er skævvridende modbevises i en undersøgelse foretaget af ugebrevet Mandag Morgen, som blev offentliggjort i september.
”Det stærkt voksende antal sundhedsforsikringer har ikke skabt større ulighed og mindre solidaritet i det danske sundhedsvæsen og de 1,7 millioner danskere, der har forsikret sig, bruger i praksis ikke flere sundhedsydelser end folk uden sundhedsforsikring”, lyder det bl.a. i ugebrevets konklusion.
Når vismændene i en rapport til De Økonomiske Råd d. 22. oktober konkluderer, at staten kan opnå en gevinst på 1 mia. kroner ved at fjerne fradragsretten for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, minder det mest af alt om politisk bestillingsarbejde. Især set i lyset af at Patientforeningen har foretaget beregninger der udviser, at staten netop tjener store summer på såvel arbejdsgiverbetalte som privattegnede sundhedsforsikringer.
Patientforeningen har i en henvendelse til vismændene udbedt sig de beregninger, som ligger til grund for konklusionen i rapporten og samtidig præsenteret dem for beregninger, der påviser det modsatte af det, der på baggrund af svaret må anskues som postulater. Af det korte svar fremgår det:
”Det er fortsat vores synspunkt, at sundhedsforsikringer for alle medarbejdere i en virksomhed er en form for aflønning, som bør beskattes på lige fod med andre former for aflønning. Det er korrekt, at sundhedsforsikringer vil dække nogle af de ydelser, som ellers ville være blevet betalt af det offentlige, men det er langt fra alle. Foreningens pressemeddelelse ændrer ikke formandskabets synspunkt på dette område”.
Det er interessant, at der i svaret til Patientforeningen skrives ”formandskabets synspunkt”.
Det Patientforeningen påpeger, er fakta/beregninger og ikke synspunkter. Det burde formandskabet også gøre.