Hvorfor klager patienterne ikke?
Medierne har den sidste uges tid været fyldt med eksempler på svigt hos vagtlægen, hvor historien om lille Christian på kun 14 måneder, nok har berørt de fleste dybt. Flere og flere står frem med deres oplevelser, som peger i samme retning. Der er noget helt galt, men hvorfor er der så kun få, der klager?
Fra flere sider søges problematikken nedtonet med kolde fakta om, at det kun er 0,0028 procent, der vælger at indgive en klage over vagtlægen. Sidste år var der således under 100, der klagede.
Antallet af klager står i skærende kontrast til mediernes dækning og rejser det åbenlyse spørgsmål: Er det en storm i et glas vand?
Regioner og læger står nærmest i kø for at nedtone problematikken og med så få klagesager, kan det ved første øjekast godt se ud som om, der ikke er meget at komme efter. Fakta er dog også at rigtig mange med dårlige oplevelser enten ikke magter at klage - eller ved hvordan man bærer sig ad.
Vi har et usmidigt og langsommeligt klagesystem, hvor de fleste fravælger muligheden i afmagt overfor et system hvor læger bedømmer lægers arbejde. Uanset om man klager til Patientforsikringen for at få erstatning eller til Patientklagenævnet over sundhedspersonalet, så ender de fleste sager med, at klageren ikke for medhold.
En reformering af hele klagesystemet vil være på sin plads, hvilket også i en ophedet debat får flere politikere til at love dette, men der er desværre alt for langt fra ord til handling. Også Sundhedsloven er mangelfuld idet der ikke er angivet sanktionsmuligheder overfor eksempelvis regionsrådspolitikere, der bevidst overtræder loven ved ikke at tilse, at patienternes muligheder og rettigheder oplyses eller tilbydes som foreskrevet.
Patientforeningen har gentagne gange opfordret til at indføre en patientombudsmandsfunktion, der kan varetage patienternes interesser overfor sundhedsvæsenet, i stil med den funktion forbrugerombudsmanden har, hvor det også er muligt for ombudsmanden selv at rejse konkrete sager. Det synes umiddelbart helt hen i været, at en forbruger med et nyt fjernsyn har større og bedre klagemuligheder end patienten, der har fået et nyt hjerte.
Begge klageinstanser bør endvidere omlægges til at omfatte lægfolk, så det ikke i overvejende grad er læger, der skal bedømme kollegers arbejde. Uvildighed og alsidighed i sammensætningen vil medvirke til, at tilliden til systemet, som tilsyneladende har lidt et stort knæk, genoprettes.
Der skal også mere fokus på information og oplysning til alle, der på den ene eller anden måde er i berøring med sundhedsvæsenet, for at sikre et retvisende billede af hvad der er fup og fakta. Der er slet og ret alt for meget usikkerhed i de nuværende statistikker og tal, som fyger rundt i debatten og er baseret på alt for tynd et grundlag.
Skal man tro på, at mediedækningen udviser de faktiske forhold, hvilket, der ifølge Patientforeningen, er noget som tyder på godt kan være tilfældet, så er der virkelig god grund til at kigge systemet efter i sømmene.
Det kan da ikke være rigtigt, at bureaukrati, træg sagsbehandling og mangel på information skal afholde folk med berettiget utilfredshed fra at klage. Ikke dermed sagt at vi skal brokke os over alt og alle, men når nu der er sket fejl, og det er menneskeligt at fejle, så må og skal det have konsekvens på den ene eller anden måde - enten i form af påtale eller udbetaling af erstatning.
Af alle de henvendelser Patientforeningen modtager, er ca. 30 procent fra patienter, der på den ene eller anden måde føler sig fejlbehandlet eller svigtet i deres behandlingsforløb, hvorfor der er begrundet mistanke om, at alle berettigede klager ikke anmeldes, og der er stærk bekymrende. Klager skal nemlig ikke udelukkende opfattes som noget negativt, men også som et redskab til at gøre det bedre i fremtiden - vi skal lære af vore fejl.
Tilbage til spørgsmålet om hvorfor der er så få, der klager? Alene visheden om at kun ca. 1/3 får medhold i deres anmeldelser overfor Patientforsikringen, afholder mange fra at klage i ren og skær afmagt. Andre klager ikke, da de ikke kender deres rettigheder, mens en meget stor del af især den ældre del af befolkningen er for autoritetstro til at betvivle behandingssystemet. Så er der den sidste og mest bekymrende gruppe, der slet og ret er bange for at blive stemplet som "besværlige" og dermed frygter for, hvordan de fremover vil blive behandlet af et mægtigt system i stil med det hedengangne enevælde.
Kan det virkeligt være rigtigt at patienter - en udsat og sårbar gruppe - skal føle afmagt, bekymring og i værste tilfælde frygt, når de samtidig skal kæmpe med sygdom, psyke og økonomi?
Villy O. Christensen
Formand for Patientforeningen
Telefon 60 22 15 55
Patientforeningen - Mølleparken 258 - 7190 Billund - Tlf. 60 13 00 12 - eb@patientforeningen.dk