Kan Sundhedsstyrelsen dokumentere fagligheden bag specialekrav?

På baggrund af Sundhedsstyrelsens øgede volumenkrav til specialiseret hjertekirurgi har Patientforeningen i et brev af 4. maj udbedt sig styrelsens faglige dokumentation – uden dog at få svar.  

De nye specialekrav fra Sundhedsstyrelsen gør, at specialecentrene skal udføre mindst 750 operationer, mens satellitafdelinger kan ”nøjes” med 400 årligt. Det sætter hjerteafdelingen i Aalborg under pres, da storebror i Århus kan blive tvunget til selv at forestå alle behandlinger for at opfylde de nye volumenkrav. 

Værst ser det dog ud for det private Hjertecenter Varde, der i en årrække med stor succes har udført højtspecialiseret hjertekirurgi for Region Syddanmark, der nu overvejer helt at droppe samarbejdet, for at regionens eget hjertecenter på Odense Universitetshospital kan opfylde kravet om 750 operationer. 

Det vækker stor forundring og bekymring i Patientforeningen, at Sundhedsstyrelsen prioriterer kvantitet frem for kvalitet: 

”Vi har udbedt os faglig dokumentation for de nye krav, der eksempelvis ville lukke 80-85 procent af alle hjerteafdelinger på amerikanske hospitaler, hvis de skulle opfylde samme krav”, siger Patientforeningens formand, der endnu ikke har fået svar på henvendelsen til Sundhedsstyrelsen. 

”Derfor har jeg rettet henvendelse til indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder (V), for at få sat skred i sagen. Tiden tikker hurtigt, og snart skal Region Syddanmark afgøre de syddanske hjertepatienters skæbne, hvorfor vi har bedt om et møde med regionsrådsformand Carl Holst (V) for at fremføre patienternes synspunkter”, siger Villy O. Christensen. 

Af svaret fra Carl Holst fremgår det, at han gerne vil afholde et sådant møde med Patientforeningen, når Sundhedsstyrelsens svar foreligger. 

”Det minder i uhyggelig grad om bevidst obstruktion af en åben og faglig debat, når Sundhedsstyrelsen er hurtigt ude med nye volumenkrav men ikke vil dokumentere fagligheden bag”, vurderer Villy O. Christensen. 

 Patientforeningen stiller sig endvidere stærkt uforstående overfor, at volumenkravet udelukkende følger det behandlende sygehus og ikke den enkelte læge. 

”Det er vel den enkelte læges ekspertise, erfaring og rutine, der bør være i højsædet - ikke dørskiltet”, slutter Villy O. Christensen.

For yderligere oplysninger kontakt Villy O. Christensen på telefon 60 13 00 12
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk