Kinesere udfører ikke mirakler
Endnu en patient har måttet sande, at den stærkt omdiskuterede og dyre kinesiske kræftbehandling ikke er en mirakelkur.
Fyens Stiftstidende beretter lørdag om den 44-årige Mona Jørgensen, der fredag tabte kampen mod kræft i bugspytkirtlen. De danske læger havde sagt at kræftformen var så aggressiv, at helbredelse var umulig.
Den besked accepterede Mona ikke, hun søgte med gode venners hjælp behandling i Kina, som blev finansieret via en indsamling, der rejste 210.000 kroner. Det svarede nogenlunde til udgiften for 42 dages ophold og behandling i Kina. Behandlingen indgød Mona og familien meget håb for fremtiden, og en ny tur til Kina blev planlagt, men hun nåede ikke af sted, før hun fredag sov stille ind.
Det rejser igen spørgsmålet om, hvorvidt den kinesiske behandling er effektiv eller slet og ret en pengemaskine, der indgyder patienter falsk håb?
Hverken de danske sundhedsmyndigheder eller Kræftens Bekæmpelse anbefaler kræftsyge danskere at rejse til Kina, da der ikke foreligger evidensbaseret dokumentation for den behandling, der udføres.
Der er ingen, der kan fortænke mennesker med en livstruende sygdom i at søge håbet om helbredelse eller livsforlængende behandling, hvor i verden den end måtte være. Spørgsmålet er vel egentlig også, om man ikke selv vil gøre det i samme situation? Det tror jeg, de fleste vil, hvis der er mulighed for det.
Personligt kender jeg selv en ung mand, der i et sidste forsøg på at redde kampen mod den tumor, han havde i hjernen, rejste til Kina. Han nåede dog aldrig længere end til hotellet, hvor han afgik ved døden den første nat. Og sådan har vi nu gennem et års tid hørt om talrige patienter, der i nogle tilfælde oplever en fremgang i behandlingen for så til sidst alligevel at tabe kampen mod kræften.
Når der ikke kan indhentes dokumentation for den kinesiske behandling, og patienterne tilsyneladende ikke overlever, hvad er formålet så med at søge håbet i Kina?
Svaret ligger i spørgsmålet – set fra patientens side, mens kineserne får penge til sygehusdrift ud af at udføre tvivlsom behandling med ringe eller ingen effekt.
Det synes som om, at begreber som moral og etik fylder uendelig lidt, når man udnytter mennesker, der står i en svær situation, hvilket understreges af skruppelløse købmænd, der etablerer ”rejsebureauer” med det ene formål at sende patienter til Kina. I Danmark har vi to af slagsen, som mig bekendt ikke kan fremvise en eneste patient, der er blevet helbredt.
Jeg får ofte spørgsmålet fra patienter, pårørende og journalister om, hvad vi i Patientforeningen råder til, når spørgsmålet lyder: Skal – skal ikke? Jeg kan hverken til- eller fraråde at forfølge håbet men vil dog løfte en advarende pegefinger: Der kommer en dag efter sygdommen, hvor de efterladte skal leve videre og forsøge at stable en hverdag på benene – uden ægtefælle, far eller mor! Derfor vil jeg anbefale, at man tænker sig godt og grundigt om, inden man sætter sig i gæld eller afhænder alt.