Det er ikke kun lungehindekræftpatienten Ernst Hvidberg, der stævner Region Nordjylland i et forsøg på at få refunderet udgiften til kræftbehandling i udlandet.
Hella Thorst, der i januar 2008 valgte at lade sig operere for lymfeknudekræft på et hospital i Berlin, da de danske læger havde meddelt hende, at operation ikke var muligt, har nu ligeledes valgt at stævne regionen for de godt 365.000, som operationen kostede.
Det er, som i Hvidberg-sagen, Patientforeningens advokat, Svend Aage Helsinghoff, der fører sagen for en fortvivlet Hella Thorst, som opgivet af de hjemlige læger søgte ekspertisen i udlandet. Hun havde forventet en refusion af udgifterne i henhold til EU's regler om fri patientmobilitet, men tilsidesætter regionen altså.
”Den primære årsag til at vi går ind i en retssag er en stor indignation over, at det danske sundhedssystem ikke har kunnet/villet tilbyde Hella en optimal behandling, og det vil samtidig glæde os, hvis en vunden sag kan medvirke til at fremtidige patienter i en tilsvarende situation ikke skal igennem den samme kamp, som vi har været igennem”, siger Hella og hendes mand Karsten Thorst i en kommentar til stævningen.
Advokat Svend Aage Helsinghoff og Patientforeningen har flere stævninger undervejs:
”Vi modtager uheldigvis mange henvendelser fra patienter, der har været i samme situation som Hella Thorst, hvorfor vi i øjeblikket gennemgår de indkomne sager for at vurdere, hvilke der er egnede til en principiel afgørelse, som i yderste konsekvens kan ende ved EF-domstolen”, siger Patientforeningens formand Villy O. Christensen.
Patientforeningen har yderligere 32 sager liggende på skrivebordet, som eksempelvis afventer endelig beslutning om, hvorvidt patientens retshjælpsforsikring dækker sagsomkostningerne, da kontoen selvsagt er tømt efter store udgifter til operation i udlandet. To sager er under udarbejdelse på vegne af patienter i Esbjerg mod Region Syddanmark, men der er indkommet stort set samstemmende henvendelser fra alle landets fem regioner.
Yderligere kommentarer kan indhentes hos:
Hella og Karsten Thorst på telefon 98 42 06 21
Advokat Svend Aage Helsinghoff på telefon 40 57 42 15
Villy O. Christensen, formand for Patientforeningen, på telefon 60 13 00 12