Reformer patientklagesystemet NU
Det kommer ikke bag på Patientforeningen, at den danske stat har tabt en sag anlagt ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvor dommen giver en kvinde oprejsning for urimelig lang sagsbehandling - 11 år har sagen været undervejs.
 
"Vi har tidligere gjort opmærksom på et usmidigt og til tider ineffektivt klagesystem, som er uigennemskueligt for menigmand. Derfor blev vi glade, da vi sidste år hørte såvel sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) og formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V) annoncere en reformering af det danske patientklagesystem, men intet synes at være sket siden da", siger Patientforeningens næstformand Villy O. Christensen.
 
Patientforeningen forstår godt patienternes frustration over klagesystemet, som efter deres opfattelse er alt for trægt og kan virke som om, det udelukkende har til hensigt at få klageren til at give op på forhånd eller undervejs i en klageproces.
 
"I forbindelse med vedtagelsen af den nye finanslov i november sidste år vedtog man at indføre et nyt klagesystem og en patientombudsmand - men altså først i 2010. Dengang kaldte vi loven noget makværk - en udtalelse som vi står ved, og den bakkes nu op af den afsagte dom fra Strasbourg. Det er på tide, at sundhedsministeren træder ud af sin forgængers skygge og gør noget ved sagen. Enhver kan jo se, at en sagsbehandling på 11 år er urimelig lang og opslidende for klageren", siger Villy O. Christensen.
 
Patientforeningen ser gerne, at der skæves til den bebudede nye klageinstans over politiet, hvor lægmænd, jurister og andre uden direkte tilknytning til politiet skal behandle klager over politiets arbejde og metoder.
 
"Hvis befolkningens tiltro til klagesystemet skal genoprettes, så er vejen frem indførelse af uvildige instanser - hellere i går end i dag", slutter Villy O. Christensen.
 
Kontakt: Næstformand Villy O. Christensen på telefon 60 22 15 55.
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk