Stop mundhuggeriet og læg handling bag de gyldne løfter
Alt imens de fem rigsrevisorer skændes åbent i dagspressen om deres egen rapport, som efter nogles mening udtrykker kritik af tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens rolle i sagen om, hvorvidt privathospitalerne har modtaget overbetaling for udførte operationer eller ej, så glider sagens kerne helt i baggrunden.
 
Rundt regnet 280.000 patienter er blevet behandlet under det udvidede frie sygehusvalg og er dermed forsvundet fra de endeløse ventelister, som vi i øvrigt ikke kan få oplyst det reelle omfang af fra hverken Sundhedsstyrelsen eller Danske Regioner, det er som om, der udlægges røgslør over den del af debatten. Mon ikke også det var en sag for Rigsrevisionen?
 
Tilbage til de 280.000 "heldige", der har kunnet udnytte et gode, en lov og en ret til selv at kunne vælge det behandlingssted, som de har mest tillid til - eller som slet og ret kunne tilbyde en hurtig behandlingstid uanset geografisk beliggenhed eller ejerskab. Mon ikke de er himmelhenrykte over ikke at være et nummer på en venteliste og dermed vende tilbage til en normal hverdag med arbejde, fritid og familieliv?
 
Sygdom og unødig lang ventetid koster både kræfter og kroner. Netop penge er det, der præger den offentlige debat af en hidtil uhørt dimension, hvor individet fylder uendelig lidt. Det er uværdigt for et såkaldt moderne samfund, hvor alle kappes om at sætte velfærden i højsædet men til syvende og sidst lader sig styre af ussel mammon.
 
Vi ser regionerne kæmpe om prestigemæssigt sygehusbyggeri, som fjerner nærhedsprincippet i stedet for at forene alle gode kræfter i behandlingssystemet på tværs af ejerskab og geografi, der erfaringsmæssigt praktiseres med stor held i andre lande, som vi normalt sammenligner os med - Tyskland og Frankrig blot for at nævne et par stykker.
 
Politikere strør om sig med valgløfter og erklæringer i agurketider, som tilfældet er i øjeblikket, hvor alle snubler over hinanden i iveren efter den eftertragtede spalteplads. Sidste sommer var det en reformering af det danske patientklagesystem politikerne stod i kø for at ændre - i år er det så akutberedskab og privathospitalernes rolle i behandlingssystemet, der står for skud. Som tilfældet er/var med klagesystemet, kan man med rette frygte, at også denne sommers debat ender som varm luft i en overophedet debat, hvor patienten igen er taberen.
 
Patientforeningen vil derfor indtrængende opfordre alle ansvarlige politikere til at lægge handling bag ordene, det fortjener de syge og dårlige, som er skatteydere på lige fod med alle andre.

 
For yderligere kommentarer kontakt venligst Villy O. Christensen, formand for patientforeningen, på telefon 60 13 00 12 eller via e-mail voc@patientforeningen.dk
 
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk