Syge mennesker tvinges ud på Internettet
I alt for ringe grad oplyses mennesker med behandlingskrævende sygdom om deres rettigheder og muligheder i behandlingssystemet, mener Patientforeningen.
 
Udmeldelsen kommer på baggrund af utallige henvendelser fra borgere, der ikke får tilstrækkelig information om den sygdom eller lidelse, de har fået konstateret. Helt galt ser det ud for kræftpatienter, der ikke oplyses om de såkaldte kræftpakker, der trådte i kraft ved årsskiftet.
 
"Mange fortvivlede mennesker aner ikke, at der overhovedet er noget der hedder pakkeforløb - endsige hvad det indebærer for den enkelte. Fra alle dele af landet modtager vi dagligt beretninger om, at patienten ikke er tildelt en forløbskoordinator eller er blevet præsenteret for en behandlingsplan, som det ellers er beskrevet i kræftforløbspakkerne", siger Patientforeningens formand, Villy O. Christensen.
 
Derfor mener Patientforeningen nu, at det er på tide med en ekstern og intern oplysningskampagne:
 
"Befolkningen har ret til og krav på al relevant oplysning om deres sygdom og behandlingsmuligheder. Derfor vil en national oplysningskampagne være ønskelig, men også intern information til patientvejledere og sundhedspersonale er påkrævet. Det vil være gavnligt for alle parter, men det kan ikke være rigtig, at mennesker med potentiel livstruende sygdom skal tvinges til selv på Internettet at undersøge deres muligheder og rettigheder - de har ligesom nok at tænke på i forvejen", slutter Villy O. Christensen.
 
Patientforeningen påpeger i øvrigt, at de regionale politikere har alt for travlt med at dreje debatten hen mod for eller imod behandling i udlandet. Det er et fåtal af patienter, der reelt set ønsker at drage udenlands, men det må være ret og rimeligt, at de oplyses korrekt om behandlingstilbud i Danmark uanset bopælsregion, mener Patientforeningen.
 
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Patientforeningens formand, Villy O. Christensen, på telefon 60 13 00 12
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk