Systemet svigter de syge
Det er til dato ikke lykkedes regionerne at få nedbragt ventelisterne til en given behandling på offentlige sygehuse, sådan som det ellers var intentionen med den suspendering af det udvidede frie sygehusvalg frem til juli i år.
 
Regionerne har indgået aftaler med privathospitaler om visse behandlinger for at få nedbragt ventelisterne. Patientpuklen bliver dog ikke mindre - nærmest tværtimod, hvilket dog forbliver et "postulat", idet Danske Regioner nu pludselig ikke længere har noget samlet overblik over syge på ventelister, som man ellers var særlig omhyggelig med at oplyse om under sidste års konflikt på sundhedsområdet.
 
Ikke nok med at syge mennesker, som alle andre må slås med finanskrise og stigende arbejdsløshed, så ser mange deres ret til sygedagpenge forsvinde ud i tågen efter 52 ugers sygdom. Vi modtager dagligt eksempler på dette fra alle grene af landet, hvor kommunerne rask væk med loven i hånden hiver det økonomiske gulvtæppe væk under syge og deres familie.
 
Det er helt urimeligt, at man først fjerner syges ret til hurtigere behandling for dernæst at straffe dem økonomisk. Med udsigt til kontanthjælp eller supplerende kontanthjælp vil mange familier risikere at miste hus og hjem.
 
Man kan lave bankpakker, hjælpe alverdens lande i nød og deltage i krige, men det er der altså ikke megen trøst at hente i for de, der mister deres forsørgelsesgrundlag pga. sygdom.
 
Lang tids sygdom med smerter og uvished tærer på den enkeltes kræfter, hvorfor en eventuel tilbagevenden til arbejdsmarkedet kan blive lang og i nogle tilfælde umulig. Det er ikke den syges skyld, at der ikke kan tilbydes rettidig behandling, hvorfor skal de så straffes?
 
Villy O. Christensen
Næstformand i Patientforeningen
Telefon 60 22 15 55
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk