Uacceptabel lang ventetid på operation
I en usædvanlig hård kritik langer Patientforeningen ud efter Danske Regioner, efter nye tal viser, at der er gennemsnitlig 12,5 ugers ventetid på at blive opereret.
 
"De nye tal viser, hvad vi hele tiden har sagt - nemlig at konflikten på sundhedsområdet sidste år blev brugt i et politisk rænkespil, der udelukkende havde til formål at få fjernet det udvidede frie sygehusvalg, som længe har været en torn i øjet på regionerne", siger Patientforeningens næstformand Villy O. Christensen.
 
Regeringen suspenderede i oktober sidste år det udvidede frie sygehusvalg frem til 1. juli i år for gennem et samarbejde mellem regioner og privathospitaler at få bugt med ventelisterne.
 
"Vi har siden suspenderingen gang på gang hørt formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), argumentere for, at behandlingsgarantien på en måned skal erstattes af differentierede ventelister, hvor de mest syge skal behandles inden en måned, mens alle andre skal vente i op til tre måneder, før man vil gøre brug af privathospitaler. Ved at holde patienterne som gidsler i et ideologisk spil, vil regionerne åbenbart presse regeringen til at ændre loven", siger Villy O. Christensen.
 
Patientforeningen hæfter sig særligt ved, at de nye tal med en gennemsnitlig ventetid på 12,5 uger er et politisk bekvemt tal for argumentationen om differentierede behandlingsgarantier.
 
"Det gør det så ikke bedre, at vi har en svag - ja nærmest anonym sundhedsminister, der med udtalelser om, at han vender tilbage med en revideret udgave af loven, inden den genindføres til juli. Man må lade regionerne, at de er dygtige til at jonglere med tal for derigennem at få gennemtvunget en ændring af loven, som landets statsminister ellers har lovet skulle vende tilbage, som vi kender den", siger Villy O. Christensen.
 
Landet over undrer privathospitaler og klinikker sig over, hvor de patienter bliver af, som aftalen mellem regioner og private behandlingssteder ellers lagde op til og resulterede i udbudsrunder.
 
"Vi er bekendt med flere private hospitaler og klinikker, der har budt ind på og vundet specifikke operationer, endnu ikke har modtaget én eneste patient. Det er slet og ret uvederhæftigt af regionerne, at de ikke overholder indgåede aftaler, når der er masser af ledig kapacitet ude i det private. Det medfører nu nedskæringer landet over, hvor sundhedspersonale afskediges, mens patienter venter unødigt længe", slutter Villy O. Christensen.
 
Det er i dag ikke muligt, hos hverken Sundhedsstyrelsen eller Danske Regioner, at få oplyst aktuelle tal for, hvor mange der figurerer på den ene eller anden venteliste. Det undrer Patientforeningen, da der før, under og efter konflikten florerede en masse opgørelser, som efterfølgende altså medførte suspendering af loven om udvidet frit sygehusvalg. Foreningen er derfor ikke i tvivl om, at der under konflikten var en slet skjult dagsorden om, at fratage patienternes ret til at blive hurtigt behandlet.
 
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Patientforeningens næstformand, Villy O. Christensen, på telefon 60 22 15 55
 
(Vis alle)

Indkaldelse til generalforsamling d. 2. juni kl. 11:00 [ LÆS MERE HER ]

Patientforeningen
Medlemsfordele
Medlemsfordele
Patientforeningen  -  Mølleparken 258  -  7190 Billund  -  Tlf. 60 13 00 12  -  eb@patientforeningen.dk