Vigtigt at skelne mellem betaler og udfører
I lederen refereres til økonomiprofessor Torben M. Andersen og velfærdsforsker Jørgen Henrik Petersen. De skulle nærmest være modstandere af privat virksomhed, når det gælder undervisning og sundhed. Det får lederen til at fastslå, at de ikke kan beskyldes for at være hårde socialister.
I lederen konstateres, at alle undersøgelser viser, at folk er stolte af og glade for den danske velfærdsmodel, men ved at vælge private sundhedsforsikringer, private skoler og private børnehaver er de med til at udhule det offentlige tilbud.
Her går den helt galt
Man kan godt være tilhænger af, at undervisning og hospitalsbehandling er noget, det offentlige skal betale, uden at offentlige virksomheder skal have monopol på udførelse af arbejdet.
Det er helt afgørende at skelne mellem, hvem der skal betale, og hvem der skal lave arbejdet.
Undervisning og hospitalsbehandling skal betales af det offentlige. Det er der ikke 5 %, der er uenige i.
Tilsvarende er der næppe over 5 %, der ønsker, at det offentlige skal have monopol på at udføre arbejdet.
Det bedste for patienter og elever er, at der er konkurrence om at yde kunderne det bedst mulige.
Monopol eller favorisering af offentlig virksomhed kan kun begrundes ud fra fanatisk politisk ideologi.
Det er klart i patienternes interesse, at den politiske ideologi droppes.
Erik Bach
Formand i Patientforeningen
Telefon 21 64 31 41