Af
Hanne Borch Bitsch
Sygeplejerske SD og klinisk vejleder
Långawten 50
8620 Kjellerup
Tel: 61338376
”Du indkaldes hermed til operation af dit højre knæ på dagkirurgisk afsnit onsdag d. 5. oktober kl 13.00”
Dagen kom og jeg fik en ny rolle. Jeg blev patient.
Jeg blev hentet af min mand på dagkirurgisk opvågning onsdag d. 5. oktober kl 16. Sygeplejersken fik jeg selvfølgelig ikke med hjem, og der blev ikke ordineret hjemmesygeplejerske. Men jeg var vel også en yngre, rask kvinde, vågen, måtte gå lidt, måtte spise, puls og blodtryk var i orden, og jeg havde fået instrukser omkring træning og smertestillende medicin. Normalt fejler jeg ikke noget, så selvfølgelig skulle jeg kunne klare mig selv. Det skal alle de andre knæopererede patienter også, og mange er meget ældre, end jeg er.
De følgende dage kom jeg omkring patientologien på følgende måde - beskrevet, som om det var i den elektroniske patient journal:
Opdateret status:
Funktion og færdigheder: Hvordan kommer jeg op i soveværelset på 1. sal – og hvordan kommer jeg ned igen, når min mand er kørt på arbejde? Hvordan får jeg dynen med ned, når jeg skal holde ved gelænderet? Hvis jeg har glemt at få vand med ind på sengebordet, hvordan kommer jeg så ud for at hente det – jo, jeg kan godt – pjat!!
Hvordan var det nu med lejring? Benet op, så det ikke hæver. Og jeg mærker meget tydeligt, at det ikke går at ligge på højre side, som jeg plejer. Det var kun en gang, at jeg ”smed” mig selv ind i sengen, som jeg plejer; det gjorde så ondt, at min mand ud fra mine høje råb troede, noget var helt galt.
Personlig hygiejne: På første dag efter operationen havde jeg absolut ikke lyst til at gå i bad. Jeg måtte vist godt for sårenes skyld, men jeg følte mig så udmattet, at jeg bare tog en trucker-vask. Næste dag var det det samme. Tredje dag blev jeg nødt til at gå i bad. Kunne godt have brugt en badeskammel. Havde ingen stol, der kunne bruges. Skulle klare det. Det gik………..
Ernæring: Jeg har voldsom kvalme og absolut ingen appetit. Min mave er som om, den er fyldt med syre, både i ventrikel og tarmsystemet. Jeg får min mand til at lave noget havregrød og får noget af det ned – men desværre op igen ret hurtigt. Mon jeg har mavesår? Hvorfor skal jeg have det så dårligt? Husk at drikke!!
Cirkulation: Aner ikke, hvordan mit kredsløb har det. Jeg laver vippebevægelser, som der står i vejledningen. Mon det er nok? Mon der er en blodprop på vej i mit ben? Jeg mærker, at det højre ben er noget koldere end det venstre…………
Respiration: Hvorfor trækker jeg vejret så hurtigt? Godt at jeg ikke skal TOKSes – så ville jeg vist score 2, og her er der ingen læger og ingen sygeplejersker….(TOKS står for: Tidlig opsporing af kritisk sygdom)
Psyke og socialt: Bare der ikke kommer nogen – jeg ser virkelig farlig ud, håret er ikke redt og jeg er nødt til at have gamle, vide bukser på, både af hensyn til maven og endnu mere til knæet, der er noget hævet. På sofabordet roder det voldsomt: blade, genoptræningsplan, blomster, mobilen og den faste telefon, vand og aviser. I en stor pærevælling! Og alligevel - bare der kommer nogen: jeg ligger her og keder mig og har det dårligt. Måske er det bedre for mig, at have nogen at have det dårligt sammen med………….
Smerter: Knæet har det egentlig godt de første dage. Det får jo også ro. Men min nakke gør ondt efter at have ligget på operationslejet i en lidt akavet stilling. Og sofaen er absolut ikke bedre at ligge på. Bare jeg havde en hospitalsseng! Jeg får migræne og må tage migrænetabletter flere gange dagligt. Læser indlægssedlen for at sikre mig, at det er OK. Hvem skal jeg spørge om dette? Jeg føler mig bare rigtig dårlig på alle måder. Jeg fortryder operationen, ikke på grund af knæet, men på grund af alt det, der følger med. Og jeg har ikke engang fået nogen infektion!
Søvn: Jeg går sent i seng for at være træt nok til at sove. Men hele kroppen er urolig, især mit højre ben vil ikke falde til ro. Jeg kan ikke sove. Jeg bliver tørstig og må møjsommeligt hente vand, da min kære husbond allerede er faldet i søvn. Jeg kommer i tanke om, at jeg har glemt den sidste dosis paracetamol, men opgiver – der er for langt ned ad trappen. Jeg har ondt i maven og tænker på, om en operation giver så meget stress, at man kan få mavesår? Efter et par timer falder jeg i en urolig søvn.
Udskillelser: Er jeg obstiperet? Har jeg obstipationsdiare’? Min mave er meget udspilet, og jeg forestiller mig alt det, der kan være i vejen. Jeg kan ikke spørge nogen, det er for pinligt. Jo, jeg kan spørge mig selv, men får ikke rigtig svar. Til sidst ringer jeg til min egen læge og får noget metoclopramide, som jeg næsten ikke tør tage noget af efter at have læst indlægssedlen. Men jeg er nødt til det, for jeg ved jo, hvor vigtigt det er at få mad og væske som patient, og jeg har allerede tabt 1½ kg. Egentlig godt nok, tænker jeg. Hvis jeg var patient hos mig selv, havde jeg ikke sagt, at det var OK…..
Viden og udvikling:
I al min elendighed tager jeg I-PAD’en frem og søger på ”knæoperation”. Jeg må vide, om der er nogen som helst chance for, at jeg en dag vil få det bedre med knæsmerterne, end jeg havde det i månederne før operationen. Så vil der da være en motivation for at holde ud og se fremad. Prognosen er lidt tvivlsom, men så vidt jeg kan læse mig frem til, skulle tilstanden blive bedre efter ca. fem måneder. Fem måneder!! Jeg vakler ud på badeværelset og kaster op. Jeg mangler en sygeplejerske til at pleje mig – jeg vil indlægges!!