10. mar 2016 Sanne Fahnøe sf@sondagsavisen.dk
Michael Nue Møller blev opereret for kræft i tarmen i Frankrig i 1998 og kom sig godt oven på operationen og kemoterapien. Men i 2010 flyttede han tilbage til Danmark og fik symptomer, der lignede tarmslyng – en lidelse, der kan helbredes med en operation.
»Forestil dig, at tarmen er en vandslange, der er knækket, og så rusker det i hver ende, fordi vandet ikke kan komme forbi,« siger han for at forklare, hvordan hans tilstand føles. Men mødet med det danske sundhedsvæsen var alt andet end behageligt.
»Der fik jeg mit livs chok i forhold til det, jeg kendte i Frankrig.«
Nye læger hver dag
Michael følte ikke, at lægerne lyttede til ham og undersøgte ham for de rigtige ting. Og symptomerne tog til, som dagene gik.
»Det blev værre og værre, og jeg blev indlagt på et andet hospital, og der mødte jeg hver dag en ny læge, som så aflyste den undersøgelse, en anden læge planlagde dagen før. Så tog de lidt prøver hist og her, og efter en uge havde de stadig ikke fundet ud af, hvad jeg fejlede,« siger han.
Faktisk mener Michael ikke, at lægerne rigtig havde læst hans journal, før de tilså ham.
»Jeg sagde til den ottende læge, jeg mødte, at det måske kunne skyldes kemoen – og så sagde han: ‘Har du da haft kræft?’ Og jeg sagde: ‘Ja, det er jo derfor, jeg ligger til observation’.«
Et af de hospitaler, Michael er blevet behandlet på, er Aarhus Universitetshospital. Her har de en anden udlægning af forløbet, men overlæge Peter Ott erkender, at man kunne blive bedre til at skabe mere sammenhængende udredningsforløb.
»Mangel på sammenhæng er en oplevelse, som mange patienter har haft, og som vi er tiltagende opmærksomme på. Og det bliver selvfølgelig sværere og sværere at bevare overblikket, jo flere informationer der er i et patientforløb, og det tror jeg bestemt, at vi kan blive meget bedre til,« erkender han.
Derimod mener han, at man har gjort alt, hvad man kan for at diagnosticere og behandle Michael.
»Jeg er ked af, at Michael har følt sig dårligt behandlet. Men når han henvender sig, bliver han undersøgt omhyggeligt. Finder vi noget akut behandlingskrævende, så tager vi os af det,« siger Peter Ott.
Betalte for operation
Michael har dog ikke haft en føllese af at blive taget alvorligt. Derfor har han brugt en stor formue på behandling på både privathospitalet Hamlet og et hospital i Tyskland, fordi han mistede tilliden til det offentlige system. På Hamlet fandt de ud af, at han havde noget arvæv i tarmen efter kemoterapi, som gjorde, at der ikke var passage i tarmen. Han betalte selv for operationen, og den hjalp.
»Det var som at blive født på ny at blive opereret. Fra den ene dag til den anden havde jeg det pludselig godt,« fortæller han.
Desværre kom symptomerne igen fire måneder senere. På Hamlet mente man, at Michael skulle tilbage til det offentlige system, da han jo havde betalt til sundhedsvæsnet gennem sin skat.
Men igen følte han, at han blev mødt af en mur.
»De sagde, at det nok bare var luft i maven, og at de ikke havde mere at tilbyde mig. Hver gang jeg blev indlagt akut, kom der nogle yngre læger hen og sagde, at de godt kunne se, at det var helt galt, og så tog de nogle blodprøver, og de viste ikke noget. Det private har taget mig alvorligt, for jeg har kun symptomer, når jeg står op og sidder, men ikke når jeg ligger ned, men det offentlige foretager kun undersøgelser liggende, og de viser ikke noget.«
Overlæge Peter Ott erkender, at man kun har undersøgt Michael liggende, men det er helt fast procedure, som alle patienter bliver underlagt.
»Vi har foretaget alle de undersøgelser, vi faktisk kender, og vi mener ikke, at det vil bringe yderligere at gøre det på hans måde. Det er ikke en metode, man bruger, så vi tror ikke på, at det giver noget resultat,« siger han.
»Et grotesk forløb«
Patientforeningen har læst alle journaler i sagen igennem og mener, at forløbet er under al kritik.
»Vi har aldrig været ude for et så grotesk forløb. Ofte, når han kommer ind på et sygehus, har de bare taget en blodprøve, og så har de sagt, at han må gå videre til egen læge,« siger landssekretær Niels Jørgen Langkilde og fortsætter:
»Der kan være sket en fejldiagnosticering i sin tid. Det kunne være en usædvanlig form for tarmslyng, som er ekstremt smerteplagende, og han falder tit omkuld. Jeg troede slet ikke, at sådanne folk kunne sendes hjem.«
Går og besvimer
I dag har Michael gået med symptomerne i så mange år, at han også har fået dårligt hjerte og kredsløb og en mulig hjerneskade.
»Jeg går og besvimer. Jeg er bange for at dø, for jeg kan mærke, at jeg får større og større kredsløbsproblemer. Man har mistanke om, at jeg har fået en blodprop i hjernen. En læge har sagt til mig, at jeg vil dø af hjertestop.«
Før Michael blev syg, arbejdede han som tandlæge, og han har to børn. I dag er han på førtidspension og har mistet alle sine penge og kontakten til sine børn.
»Før kunne jeg passe hus og have, køre bil og passe mig selv. I dag har jeg mistet alt. De kunne have reddet mit liv, hvis de havde udredt mig rigtigt og i tide, og sparet det offentlige for en masse penge, men jeg frygter, at det er for sent nu.«
http://www.sondagsavisen.dk/pol-og-samfund/2016-03-10-jeg-er-bange-for-at-do/