Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Patientforening: Forkert kultur på sygehusene

Sagen fra Nykøbing Falster viser, at ansatte ikke altid går til ledelsen med bekymringer, mener Patientforeningen, der foreslår en ny ordning.


TOBIAS HANSEN BØDKER - Jyllands-Posten


Det var, som om der foregik noget underligt på Nykøbing Falster Sygehus.

Flere patienters tilstand blev pludseligt forværret, hjertestopalarmen ringede påfaldende ofte på afdelingen, og det virkede, som om der var flere dødsfald blandt patienterne, når den 31-årige sygeplejerske Christina Aistrup Hansen var på vagt – og det var noget, som de ansatte snakkede om på sygehuset.

Sådan har flere kolleger til den nu drabsdømte sygeplejerske tidligere forklaret i retten i drabssagen fra Nykøbing Falster, hvor der fredag faldt dom.

Og ifølge Patientforeningen er det et generelt problem, at ansatte på de danske sygehuse ikke altid går til ledelsen med bekymringer.

»Hele forløbet viser, at der har været en arbejdskultur på Nykøbing Falster Sygehus, som vi desværre kan nikke genkendende til andre steder i landet,« siger Niels Jørgen Langkilde, formand for Patientforeningen.

Han påpeger, at det er vigtigt for patientsikkerheden, at ansatte på sygehuse henvender sig til ledelsen med mistanke og bekymringer.

»Vi er nødt til at gøre op med denne her kultur, hvor man snakker lidt indbyrdes, hvis man tror, at der er noget galt, men hvor det ikke straks når frem til chefen.«


Tør ikke gå til ledelsen

Ifølge Niels Jørgen Langkilde er der på flere danske sygehuse således en arbejdskultur, hvor ansatte ikke altid tør henvende sig til ledelsen.

Og det kan være ganske alvorligt, hvis ansatte diskuterer bekymringerne internt frem for at gå til den nærmeste leder, mener han.

Derfor foreslår Patientforeningen, at der bliver indført en mærkningsordning på de danske sygehuse, hvor patienterne får mulighed for at vurdere de forskellige afdelinger og deres oplevelser under en indlæggelse.

Det vil være med til at tegne et billede af, hvorvidt der er problemer eller ej på et sygehus, mener Niels Jørgen Langkilde, der forklarer, at ordningen f.eks. kunne laves som en skala fra én til fem stjerner.

»Hvis en afdeling på Nykøbing Falster Sygehus lige pludselig får 217 anmeldelser med én stjerne, så tror jeg, at ledelsen vil tænke, at det var mærkeligt, hvis den tilsvarende afdeling på Køge Sygehus får fire stjerner,« siger han og påpeger, at forslaget endnu er på et indledende stadium.

En lignende karakterordning er tidligere blevet testet i det danske sundhedssystem, men ordningen blev afskaffet, da det ifølge daværende sundhedsminister for SF, Astrid Krag (S), var med til at skabe forvirring.​

Sammen står vi stærkere​

​Med et medlemskab i Patientforeningen, arbejder vi for dig, og sikrer dig dine rettigheder, som patient i det danske sygehusvæsen.​

Jo flere vi er, der arbejder for samme sag, jo større er muligheden for at få ændret et system til at være til fordel for syge med patienten i centrum.

Patientforeningen

Telefon 28 15 29 98 - man-fredag kl. 12.00 -19.00

  Send en e-mail