Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

"En stærk stemme" ved formand for Patientforeningen Nicolaj Bang

​Patientforeningen er en usædvanlig stærkt stemme i kampen for patienterne. Det gik for alvor op for mig kort efter mit valg til formand. Straks begyndte telefonen at kime og i den anden ende var journalister fra både lokale og nationale medier, som ville have patientforeningens holdning til en lang række forskellige sager.


De ringer fordi mine forgængere klart har defineret hvad vi står for - Vi er altid på patientens side. Med saglighed og skarpe holdninger arbejder Patientforeningen for retten til selv at vælge hvor man vil behandles, for at sætte mennesker før systemer og for at påpege de mange steder, hvor folk kommer i klemme mellem kassetænkning, vaner og sektorovergange.

Derfor ringer journalisterne til os; når de skal have patientens vinkel på en politisk sag, når de skal bruge baggrundsviden, eller når de bare står og mangler en god historie.

Men Patientforeningen er først og fremmest en forening for patienterne. Vi har givet råd og vejledning til mange, når de ringer til os med ofte fortvivlende fortællinger om det danske sundhedsvæsen. Vi hjælper dem med at navigere rundt i systemet, vi tilbyder gennem vores samarbejdspartner HjulmandKaptain juridisk vejledning, hvis der kan være mulighed for erstatning og vi hjælper med at få en sag frem i medierne, hvis en patient føler, at offentligheden skal vide hvad der er sket.

Medlemmet i fokus
Det store fokus på at opbygge foreningens omdømme og slagskraft udadtil skal udbygges med et internt fokus - på medlemmet.

Derfor vil vi vil styrke vores kommunikation på især Facebook og vi vil afholde aktuelle debatarrangementer rundtom i landet, hvor medlemmer og interesserede kan få mulighed for at møde og diskutere med politikere, læger og beslutningstagere fra sundhedsområdet. Indmeldelse og betaling af kontingent bliver også lettere.

Vores rådgivning har ind til nu været båret af få men store ildsjæle, som har ydet en imponerende frivillig indsats. Men et så stort personligt engagement kan være svært at erstatte, når en central person ikke længere sidder i bestyrelsen. Derfor har vi besluttet at udvide kredsen af folk der passer vores rådgivning, så vi også fremover kan give nærværende og professionel vejledning til de mennesker, som søger Patientforeningens hjælp.

Vi har brug for dig

Har du særlig viden om et område i sundhedssektoren, som kan blive bedre? Kender du til sager der trænger til at komme frem i lyset? eller vil du gerne give en hånd med i arbejdet for at give patienter i Danmark større frihed og bedre behandling?

Så hører vi meget gerne fra dig.

Patientforeningen drives af frivillige kræfter for at sikre vores politiske uafhængighed fra både private og offentlige interesser. Derfor er vi helt afhængige af det arbejde vores medlemmer gør for foreningen, og vi kan altid bruge en ekstra hånd.

Har du bare lyst til at bakke op om den gode sag, modtage vores nyhedsbrev og have mulighed for at deltage i vores konferencer, så er du meget velkommen som medlem af Patientforeningen.

Jeg glæder mig til at lære dig at kende.

...

Ved generalforsamlingen i april blev Nicolaj Bang valgt som formand for Patientforeningen. Han afløser Niels Jørgen Langkilde.

CV

Nicolaj Bang

37 år

Bosat i Aarhus

Salgsdirektør hos TexCare

Medlem af Region Midtjylland for Konservative

Sammen står vi stærkere​

​Med et medlemskab i Patientforeningen, arbejder vi for dig, og sikrer dig dine rettigheder, som patient i det danske sygehusvæsen.​

Jo flere vi er, der arbejder for samme sag, jo større er muligheden for at få ændret et system til at være til fordel for syge med patienten i centrum.

Patientforeningen

Telefon 60 39 39 99 - man-fredag kl. 12.00 -20.00

  Send en e-mail