Flere elementer i regeringens sundhedsreform kan virke stik modsat hensigter om nærhed og sammenhæng, skriver Patientforeningsformand Kirsten Havemann.
Dette medfører, at vi som borgere i realiteten ikke ved, hvad vi får for vore skattekroner, og at der ofte sker budgetskred og løftebrud.
Kirsten Havemann, Patientforeningen
Overordnet bør reformer skabes, når der er brug for dem. I tilfældet Sundhedsreformen kniber det med at se behovet for en reform af det foreslåede omfang.
Som når der for eksempel tales om flere syge, regionale forskelle og dårlig sammenhæng for patienten. Logikken mellem disse problemer og de foreslåede reformer, indsatsområder og mål er uklare, og den grundlæggende analyse af problemerne mangler. Fra Patientforeningens side er vi overordnet bekymrede for, at man ved denne reform flytter det nuværende sundhedssystem, der har en rimelig grad af direkte demokratisk kontrol, ind i et politisk bestemt rum med politisk udpegede ledelser. Vi havde hellere set en forbedring af det eksisterende sundhedssystem affødt af en objektiv faglig analyse og med input fra alle relevante interessenter. Faktisk var de nuværende fem regioner i fuld gang med at følge op på netop den type klare anbefalinger.
Sundhedsreformen i korte træk
Regeringen kom i januar måned med et nyt udspil til en sundhedsreform, hvis formål er reducere antallet af indlæggelser på sygehusene med 40.000 i 2025 samt undgå 500.000 ambulante behandlinger. Dette skulle ske gennem 22 initiativer fordelt på fire indsatsområder.
1. nærhed,
2. sammenhæng,
3. kvalitet og
4. stærke patientrettigheder.
For at sikre nærhed etableres sundhedshuse med flere sundhedsfunktioner, og der skal uddannes og ansættes i alt 3.500 praktiserende læger og 900 praktiserende speciallæger.
21 nye sundhedsfællesskaber skal sikre sammenhæng, og de nuværende fem regioner skal erstattes af fem sundhedsforvaltninger, dog uden folkevalgte repræsentanter.
Et nyt Sundhedsvæsen Danmark skal stå for for kvalitet og overenskomster.
Regeringen vil afsættes seks milliarder kroner til en nærhedsfond. Denne skal være med til at finansiere sundhedshuse og de 21 sundhedsfællesskaber, som skal bestå af 160-170 praktiserende læger med 100 nye ydernumre.
.
Det er korrekt, at sundhedsvæsenet er presset, der er mangel på kvalificeret personale som læger, sygeplejersker og andet fagpersonale, der er forskellige regionale mål, forskellige it-systemer og forskelsbehandling såvel regionerne imellem som indenfor regionerne. Men der er også mangel på ressourcer, en forudsætning for at planer kan udføres med en tilstrækkelig kvalitet.
Ansvarsfordelingen i det nuværende sundhedssystem er uklar, blandt andet er der glidende og uklare overgange mellem den lovgivning, der bruges af regionerne, nemlig Sundhedsloven, og den lovgivning, der bruges af kommunerne, nemlig Serviceloven. I regionerne kaldes syge borgere for patienter og har lovfæstet ret til uvildig patientvejledning. I kommunerne er en syg person en borger, der er underlagt serviceloven og kan få vejledning fås hos borgerservice. I hver 3. kommune hos en borgerrådgiver.
For let at falde igennem
Hvem der i en konkret situation er den syge persons 'tovholder', er ofte uklart. For eksempel har en borger med sukkersyge, lunge- og nyreproblemer som udgangspunkt tre stamafdelinger på sygehuset, en praktiserende læge, en kommune og et kørselskontor at forholde sig til. Sundhedssystemet er blevet tiltagende fragmenteret og har ikke fulgt med den medicinske specialisering. Og hvis den syge ikke lige har en dygtig praktiserende læge med den nødvendige tid til at sætte sig ind i komplicerede patientforløb eller en pårørende med overskud til at agere koordinator, kan vedkommende falde imellem to stole. Det skaber ulighed i sundhedsvæsenet og spild af dyrebare ressourcer.
At der er problemer i det nuværende sundhedssystem; flere ældre, flere kronikere og snævre økonomiske rammer til drift og udvikling, havde regionerne allerede anerkendt. Og en styrkelse af samarbejdet mellem kommuner, sygehuse og almen praksis er sat i gang.
Kan ende i centralisering
Generelt ser Patientforeningen positivt på, at borgerne har indflydelse, specielt hvis man ønsker at prioritere det nære sundhedsvæsen. Men store sundhedshuse med flere praktiserende læger giver ikke nødvendigvis mere nærvær.
For meget og forhastet reformering kan derimod lamme et sundhedssystem, og spørgsmålet er, om sundhedssektoren har ressourcer til at omstrukturere nu. Seks milliarder kroner rækker ikke langt, når der allerede på nuværende tidspunkt er brug for cirka tre milliarder ekstra årligt - stigende til fire milliarder i 2025 - og det for blot at sikre behandling til et stigende antal patienter.
Det er ligeledes bekymrende, at sundhedsreformen primært fokuserer på udvalgte sygdomme; diabetes, hjerte-kar sygdomme, muskel-skelet-sygdomme, angst, depression og KOL i stedet for at lade de relevante myndigheder sikre en ensartet kvalitetsbehandling af alle patienter.
Et sundhedsvæsen for alle
Med patienten i fokus ser vi gerne, at lighed og nærhed i sundhedssektoren understøttes, og at der satses på differentierede, tværfaglige indsatser, der adresserer de underliggende årsager til, at folk bliver syge. Vi ønsker også, at sundhedsindsatser svarer til borgerens behov og præferencer samt at borgere, deres pårørende og civilsamfundet generelt inddrages i beslutninger om sundhed, sygdom og behandling.
Endelig bør politikerne prioritere strategisk planlægning højere. Dette vil kunne sikre en effektiv og bæredygtig anvendelse af ressourcer. Indtil videre har de eksisterende sundhedsaftaler kun haft kvalitetsindikatorer uden reference til målbare tidsbegrænsede objektive mål. Dette medfører, at vi som borgere i realiteten ikke ved, hvad vi får for vore skattekroner, og at der ofte sker budgetskred og løftebrud.
Kilde: https://kommunen.dk/blog/sundhedsreformen-for-patienterne-eller-politikerne